Tiggertøsens Julegave

Forfatter: Maja Hyldgaard

Tine sad på langbænken og skottede over mod krogen, hvor gammelmor var ved at træde rokken. Vinden peb ned gennem lyrehullet i taget og fik asken fra ildstedet til at fare rundt i stuen. “Det er et strengt vejr,” sukkede den gamle kone og strakte de valne hænder frem imod arnen; men der kom ikke megen varme fra de næsten udbrændte gløder. “Du må gå ud i fårestien og hente lidt gødning at lægge på ilden, bitte Tine,” kom det med klagende stemme henne fra alkoven, hvor moderen lå og kæmpede med koldfeberen. Tine nikkede bare. Hun vidste godt besked; når gammelmor forsøgte at varme hænderne ved ilden, forstod moderen, at der måtte være koldt i stuen, så koldt, at den gamle ikke længere kunne passe rokken, og da blev Tine straks sendt ud efter brændsel.
Prøv også, om du kan trække lemmen over lyren til, inden vi får stuen fyldt med sne,” mumlede gammelmor. Tine blev stående lidt og lyttede til vindens tuden, som om hun betænkte sig på at gå udenfor i det forrygende vejr; men også det opfattede den syge henne fra alkoven. “Gør nu, som farmor siger, bitte Tine, ellers slukkes gløderne helt.”
Tine nikkede og gik nærmere yderdøren. Hun havde allerede hånden på klinken, da hun vendte sig mod moderen og sagde:”Hvis vejret ikke er bedre i morgen, skal jeg så alligevel ud med posen?” Hun syntes, det varede en evighed, inden hun fik svar, og det var, som om hun kunne høre sit eget ængstelige hjerte banke så højt, at det overdøvede vindens tuden. Hun håbede så inderligt, at mor ville forbarme sig over hende og svare nej; men da snøftede gammelmor og rystede medlidende på hovedet. “Ak nej, bitte tøs, det går ikke an at blive hjemme. Vi har hverken mel eller gryn i huset, og din mor fik den sidste dråbe mælk i morges. Du skal se, gode mennesker vil hurtigt fylde din pose, netop fordi vejret er så strengt. Du går ikke forgæves ved nogen bondes dør!”
Tine svarede ikke; men tårerne begyndte langsomt at løbe ned ad de gråblege kinder. “Du er 8 år, Tine, jeg var kun seks, da jeg måtte gå med posen, og da var folk knap så gavmilde, som de er nu. Vi her fra Aistrup har aldrig kendt til overflod. Hvis ikke din far var så dygtig til at stange ål, var vi alle for længst døde af sult.”
Tine kunne høre på moderens stemme, at feberen atter var begyndt at stige, den var sløret, og det lød, som kom den fra et helt andet sted. Hastigt skubbede hun halvdøren op og løb ud i forgangen. Der var endnu koldere end inde i stuen. Hun slog skørtet op over hovedet og løb over gårdspladsen om til fårestien. Får var der ingen af, dem havde de for længst solgt for at skaffe lidt skillinger til korn. Mor kunne ikke undvære brød, når kulden sad hende i kroppen. De andre af husstanden klarede sig med tørrede ål, der var så salte, at de rev i halsen. Når far var rigtig sulten, spiste han benene med, og det var endda kun de ringeste ål, de selv fik lov at beholde, alt, hvad der var lidt ved, blev solgt til bønderne længere inde i landet. Tine skrabede forklædet fuldt af tør fåregødning og skyndte sig tilbage til huset. Det gav en god varme, men en fæl stank i stuen, særlig da hun ved gammelmors hjælp havde fået lukket lyrehullet til. Røgen sved slemt i øjnene; men det var Tine ikke så ked af; thi så kunne hverken mor eller gammelmor se, at hun græd. Da hun var færdig med at bære gødning på ildstedet, krøb hun atter op på langbænken og begyndte at flette limer. De stive lyngkviste bøjede sig villigt under hendes rappe hænder.
Gammelmor havde atter fået rokken i gang og nynnede så småt i takt til hjulets snurren. Al den uld, gammelmor spandt, havde Tine tigget sammen i gårdene, når hun var ude med posen. Hun kom pludselig til at tænke på den store Maren Pouls i Røjgaard, hvor de altid var så flinke mod hende og lod hende sove i alkoven om natten … ikke på lergulvet med et fugtigt knippe halm under sig, som alle tiggerne ellers altid måtte, når de overnattede på gårdene. Hvis hun nu kunne nå til Maren Pouls i morgen inden solnedgang, så måske hun kom til at sove i alkoven. Det var næsten, som om hun allerede nu kunne mærke, hvor dejligt varmen fra skinddynen smøg sig om hendes stivfrosne lemmer. Fra Røjgaarden gik tankerne til mosteren i Vindblæs, der altid fyldte hendes lommer med uld og blår og gav hende god varm mælk at drikke. Ja, moster Mette var god! Hun skammede sig ikke ved at tilstå, hun havde familie i en af ålehytterne i Aistrup.
Mens Tine var faldet i tanker, have hønen, der havde sin plads under vægebænken, set sit snit til at flyve op i skødet på hende og nippede omhyggeligt de små tørre lyngblomster op af hendes forklæde. Gulben var også sulten. Den var blevet så mager, at brystbenet stak frem; men de måtte holde liv i hende, ellers fik de ingen æg til foråret. Ja, var det dog blot forår; men det varede endnu længe, før solen begyndte at stå højt på himmelen.
Jerngryden, der hang i kæderne over ilden, begyndte at snurre, den var nok ved at være tom. Tine skubbede hønen ned og gik ud efter træspanden, som hun fyldte med sne. Brønden var frossen; men så længe der var sne nok, og de holdt ilden på arnen vedlige, var det let nok at skaffe vand. Den lille fattige, halvkolde stue blev Tine dobbelt kær, når hun tænkte på, at hun i morgen ikke længere havde lov at blive der, men måtte ud på landevejene med posen for at tigge.
Hun prøvede atter at skubbe de ubehagelige tanker fra sig og sagde stille: “Farmor, fortæl lidt fra krigens dage. Var det ikke i 1627, din farfar blev jaget fra gården af de svenske krigsknægte?” “åh jo, endda!” sukkede gammelmor, og så fortalte hun, som så ofte før, om den onde tid, da fjenden var i landet og plyndrede og ranede i hver gård og hvert hus langs hærvejene i det ganske Jylland. Tine gøs af rædsel, da hun hørte, hvordan krigsknægtene havde slæbt af med en stakkels præst og bundet ham til hans egen gårdspæl, mens de piskede ham, lige til han halvt sanseløs af smerte tilstod, hvor han havde gemt kirkens hellige kar. “Så slemt er det dog ikke nu. Vi kan dog få lov at sidde i vore huse og passe vort,” sluttede farmor og satte atter rokken i gang med et lille stød.
“Nej, så galt er det vel ikke,” tænkte Tine; men hvis bøndernes hunde i Vindblæs blev pudset på hende, kunne det ellers være slemt nok. Hun gad vidst, hvad der var værst: en drukken krigsknægt eller en flok rasende, halsende hunde med de røde, fugtige tunger hængende ud af gabet?”
Den tanke bemægtigede sig atter Tine, da hun dagen efter med posen på nakken og kæppen i hånden ved solopgang stavrede ud af Aistrup. Da hun kom op over bakkerne, kunne hun se langt ud over sognets grænser. Der lå Vindblæs kirke og knejsede så højt, at det så ud, som om den strakte sig ind i selve himmelen. Ad landevejen mod kirkebyen øjnede Tine en hel række små, sorte prikker. Det var ålestangernes kvinder og børn, der skulle ud og sælge fangsten, og endnu længere nede kunne hun se tiggerbørnene, de lignede små runde garnnøgler, der langsomt rullede hen over den hvide sne. Solen var netop kommet helt op og sendte et rødgyldent farveskær over de sneklædte bakketoppe; men hvor var det koldt! Det var næsten ikke til at fatte, det var den samme sol, der på de lune sommerdage kunne drive sveden ud af kroppen på en, bare man løb over bakken mod engene.
Tine frøs, selv om gammelmor havde trukket hende i varmt undertøj. Vinden bed i kinder og næse og drev vandet ud af øjnene på hende. Derude til venstre for vejen lå højen, hvor nisserne huserede. Gammelmor havde sagt, at højen ved midnatstid løftede sig på gloende pæle, og så kunne de vejfarende se, hvordan småfolket holdt bal og halløj derinde, men man måtte aldrig komme for nær til højen, for det holdt nisserne ikke af, og det var altid bedst at stå sig godt med højfolket. Tine skottede til højen, da hun gik forbi; men der var intet at se, end ikke den mindste lille åbning. Det førte ganske vist spor op mod de store kampesten, der nu næsten var skjult af sne; men de spor var ikke til at tage fejl af …. det var Morten hare, der havde været der, de spor kendte hun fra kålgården.
Det havde ellers været rart at se, hvordan nisserne levede. Tine stod lidt og så mod den lave vinterhimmel, før hun traskede af mod vejen, der førte til landsbyen. Uden for Vindblæs sluttede hun sig til en lille forhutlet flok, der dækkede sig bag ved stengærdet i frygt for landsbyens hunde.
Der var et par natmandsfolk i klyngen; de lo højlydt af børnenes angst for hundene. “Tro mig, hundene bider ikke nær så slemt som kulden,” sagde sorte Peter og gik på trods af stodderkongens trusler lige ind i landsbyen; straks fulgte alle tiggerbørnene efter ham; men det varede ikke længe, før de kom skrigende tilbage med et par glubske hunde lige i hælene. Tine var grædefærdig og ville lige til at vende om for at gå til den næste by; men da kom mosters dreng Knud løbende og vinkede til hende, og da glemte hun sin skræk for hundene. Lykkelig, men lidt sky så hun op på drengen og sagde stille: “Du behøver ikke at gå ved siden af mig gennem byen, Knud, hvis bare du vil kalde hundene til dig, skal jeg nok gå et par skridt bagefter.”
Knud blev rød i kinderne og vendte hastigt hovedet bort. Det var mærkeligt med Tine; men det var næsten, som om hun kunne læse ens tanker. Han holdt ikke af, hun havde opdaget, at han skammede sig ved at lade landsbyens folk se, han fulgtes med en af tiggertøsede fra Aistrup ålehytter; men det var kun overfor fremmede, han undså sig ved at være Tine bekendt. Hjemme i gården plejede de altid at have det rart sammen, og da var der over hundrede ting, han ønskede at vise hende. Han var eneste barn i en stor gård og vant til gode forhold, og mens de stavrede af gennem den dybe sne, fik han næsten en følelse af skyld mod Tine, der så tålmodigt slæbte af sted med den endnu tomme tiggerpose.
Langt om længe fik han mod til at spørge: “Hvordan klarer gammelmor sig gennem vinteren?” Tine forstod, det var indledningen til en samtale, og svarede i en lidt højre tone: “åh jo ….. det går da. Gammelmor har altid været stærk. Det er værre med mor. Endnu har vi da haft både føde og varme; men nu er melet sluppet op, og vi har intet korn at male.” Den sidste sætning blev vedføjet næsten som en undskyldning for, at hun var kommet til byen for at tigge. Også det forstod Knud og gik endnu et skridt nærmere Tine; men netop som han ville til at række hånden ud for at bære posen for hende, kom Bertel Riis ud fra sin fars ladeport og stilede lige imod dem. “Se,se, Knud! Du er nok kommet ud at gå med kvindfolk. I skal da vel aldrig op til præsten for at bestille trolovelse!” råbte han spottende. Tine tænkte på at slynge ham posen lige i ansigtet; men det blev kun til en lille svingende bevægelse med armen. En tiggertøs slog ikke på en gårdmandssøn. Det kunne blive hende en dyr historie. Knuds ansigt blev hårdt. Han ville bøde lidt på skandalen ogsagde stille: “Tine var her med ål til os fra Aistrup. Hendes far har selv båd!” “Nej, se da, har han virkelig det. De Aistrupfolk plejer ellers altid at have ord for at sejle i et dejgtrug!” Bertels blik hæftede sig sigende ved Tines tomme pose, som tydeligt nok beviste, at Knud løj. Men da Knud ikke sagde mere, syntes Bertel åbenbart, han havde fået for lidt sjov ud af mødet; thi han sagde drillende: “Stodderkongen har vist fået mere at bestille, end han selv kan overkomme. Når der næste gang kaldes til bystævne, og alle bymændene er samlede, skulle du spørge, om ikke du kunne få embedet som stodderkongemedhjælper!” Det blev selv den sagtmodige Knud for meget. Han vendte sig lynsnart om, greb Bertel i brystet og væltede ham om i sneen. “Prøv du nu, om du kan få stodderkongen til at hjælpe dig op, ellers kommer du vist til at ligge der, indtil du lærer at lade ordentlige folk gå i fred på vejen,” råbte han og dængede sin modstander til med sne.
Bertels højlydte råb kaldte flere af landsbyens børn sammen, og inden længe var der et mægtigt slagsmål i gang. Flokken delte sig i to partier, nogle holdt med Knud og andre med Bertel, de glemte rent, hvorfra uvenskabet stammede, men slog bare løs for at få lejlighed til at prøve kræfterne. Tine have trukket sig lidt tilbage og stod frysende og så på den sparkende, sprællende klynge; men pludselig slap Knud fri af kampen, greb hende i hånden og pilede af med hende ned til sit hjem.
“Lad dem nu bare slås videre. Jeg skøtter ikke om at få både ansigt og tøj skamferet af rifter. Altid skal de slås, og det går jeg såmænd heller ikke af vejen for; men der skal være noget rigtigt at slås for. Bertel er bare en dum fyr. Han er ved at revne af vigtighed over, at hans far har den største gård i sognet!” Tine kunne kun nikke til svar. Hun løb så hurtigt, at hun knap orkede at trække vejret.
Lidt efter fandt hun sig selv siddende på bænken i mosters vinterstue og hørte Knud fortælle om sit sammenstød med Bertel. Moster Mette rystede på hovedet og sagde advarende: “Knud! Knud, kan du dog aldrig lære at styre dit sind? Du skulle slet ikke have svaret på Bertels vrøvl. Dersom hans far bliver vred, kan det let komme til at gå ud over os alle. Du ved nok, din far helst vil holde fred med alle i byen.” Knud kunne dog godt høre på stemmen, at mor slet ikke var vred på ham. Hun holdt heller ikke af, at Tine skulle lide ondt, når hun besøgte dem. Tine følte det også og blev glad og taknemmelig. Bare hun dog kunne blive gode venner med Bertel, så han ikke satte sin far op imod moster Mette, tænkte hun, mens hun strøg det våde tørklæde af sig.
Hun havde netop sat et solidt måltid mad til livs og fået klæderne lagt til tørre ved arnen, da der lød larm og skrigen ude fra toften. Knud løb straks til døren og kom lidt efter skyndsomst tilbage. Han var ligbleg og rystede på hænderne, da han råbte: “Det er Bertel, der er faldet i brønden. Han ville vise de andre børn, han turde gå på stenkanten, og så gled hans fod på isen. Kald på far, han må straks komme med et reb!” “Du har nok glemt, far køre ægtekørsel for herremanden i dag. Hvad skal vi dog stille op?” jamrede moster Mette og løb ud på toften med et reb i favnen. Brønden var fælles for hele landsbyen, og flere af gårdkonerne var allerede stimlet sammen. Bertels mor skreg fortvivlet om hjælp; men ingen turde driste sig ned i brønden.
Da slog en tanke ned i Tine. Hun havde ofte om sommeren, når brønden i Aistrup var udtørret, mores sig med at kravle op og ned ad den. Da hun så Knud gribe rebet, forstod hun, at hans hensigt var at klatre ned til Bertel; men det måtte ikke ske. “Gå væk Knud! Lad mig prøve. Jeg vejer ikke så meget som du. Hvis du bare vil holde i rebet og trække mig op igen, skal jeg nok klare det!” Og inden nogen fik tid til at protestere, havde hun rebet om sig og forsvandt i brønden. Der var ingen tid at spilde. I nogle minutter var der dødsstille. Knud var så hvid som sneen, der lå på marken, og han rystede, så han knap kunne holde rebet; men velvillige hænder kom ham straks til hjælp. En svag krattende lyd nåede op til dem fra dybet; men stadig lød intet signal fra Tine. Var både hun og Bertel allerede døde?
Det var, som om vinterdagens iskolde ro havde afspejlet sig i de forfærdede menneskers ansigter. Ikke et ord afbrød stilheden, de ventede …… ventede. Minutterne faldt lange som timer. Tårerne rullede langsomt ned ad Knuds kinder, uden at han selv havde anelse om, at han græd. Hvis Tine og Bertel ikke kom levende op, blev han aldrig i sit liv glad mere, tænkte han og bad i stilhed en bøn til Gud.
Sneen knirkede let under bønderkonernes træsko; men selv den svage lyd skar i Knuds øre. åh, kunne de mennesker dog ikke være helt stille, så stille, at han kunne opfange Tines råb. Hun skulle råbe, hun måtte ikke vedblive at være tavs. Brønden var sort som natten at stirre ned i. Nu måtte hun råbe, hun skulle give et livstegn fra sig, ellers gik han fra forstanden.
Nu! Det gav et ryk i rebet, og en ganske svag lyd nåede op til de ængstelige mennesker. De trak af alle kræfter; men langsomt og forsigtigt, at ikke de to børn skulle komme noget til. Det overisede reb rev huden af Knuds hænder, men han ænsede det ikke, arbejdede nu næsten som i drømme, men var den første til at gribe om det lille ligblege ansigt, der kom til syne over brøndkarmen.
Hun havde fået en løkke af rebet slået om Bertels bryst; men rebet snærede sådan om hendes liv, at hun næsten var halvkvalt.
Begge børnene var meget forslåede af de skarpe sten, der sprang frem af brøndens sider; men frelst var de. Bertel var ganske vist hårdt medtaget; men da han var blevet tumlet rundt i et par varme uldtæpper og havde kastet en del vand op, kom han til sig selv.
Den nat sov Tine i moster Mettes allerfineste alkove. Aldrig nogen sinde før havde hun ligget så lunt og blødt. Og da hun tre dage efter atter drog af gårde, var det ikke gående med tiggerposen på nakken, men agende i Bertels fars bedste vogn. åh, som hun følte sig stolt og lykkelig. Hun kunne vinke og smile til stodderkongen, hun behøvede ikke at frygte hans kæp. Og de vrede halsende hunde måtte nøjes med at løbe efter vognen. Hun sad i agestolen på vej til Aistrup, og vognen var fyldt med korn, flæsk, brød og æg, øl og alt, hvad man kunne ønske sig.
“Det skal være din julegave, lille Tine, fordi du hjalp min dreng,” havde Bertels mor sagt, ” og til vår kan du komme her at tjene hos os. Vi skal være så gode mod dig, som om du var vort eget barn. Du skal aldrig mere have nødig at gå med tiggerposen.”
De ord lød endnu i Tines øre, da hun på hjemvejen kørte forbi nissehøjen. Nu havde hun til mor og gammelmor en julegave, som end ikke nissen kunne skaffe bedre.

Kilde: Børnenes Julebog 1951