Nisserne på Stensgård
Forfatter: S. A. Klubien
Det blæste koldt og bidende fra nordøst. Frosten tog til fra dag til dag, og det var slet ikke vejr for lille Ole at være ude.
Men i Stensgårds store køkken var der lunt og tilmed nok at se på, for alle havde travlt i dagene op mod jul. Selv gamle Hanne var kaldt ind for at tage en hånd med – sådan havde det altid været, når der både skulde slagtes og bages, at det hele kunne stå klappet og klart til den store festaften.
“Vi får hvid jul i år,” sagde Hanne og så op fra sit arbejde for at kigge på de tunge, sorte skyer, der jog forbi vinduet, “det bliver strengt for småfyrene – de stakler – at skulle holde jul i en sådan kulde.”
Et par af pigerne fnisede. Alle kendte gamle Hannes kæphest, og ingen var i tvivl om, hvem Hanne hentydede til, når hun talte om småfyrene. Hver eneste jul i alle de mange år, hun havde tjent på Stensgård, var hun gået over på loftet over kostalden med grød og mælk til nisserne. De havde set hende ud – men når hun julemorgen kom bærende med de tømte skåle, skulle ingen magt i verden få Hanne til at indrømme, at det lige så godt kunne være kattene – og dem var der et utal af på Stensgård – der havde ladet det lækre måltid mad smage sig.
“Ja, le I kun. I er så kloge, tror I da,” vrissede Hanne, “men jeg vil bare sige jer, at det er gammel snak, at man gør vel i at stå sig godt med småfolket – og med alt andet troldtøj for den sags skyld også.” Hanne hørte en svunden tid til, og troen på både nisser og trolde havde hun ikke fra fremmede. Den havde været ganske almindelig i hele sognet.
Men pigerne lagde alligevel bånd på deres lystighed. Ingen ønskede at støde gamle Hanne, for hun var vel nok gevaldig, når man kunne få hende til at fortælle om nisserne, der drev deres spil især ved juletid over lofter og udhuse. Gamle Hannes fantasi var levende, og hun kunne såmænd holde dem alle i ånde for en stund, hvis hun da var sådan sindet. – Dette gjaldt naturligvis ikke mindst lille Ole, og det gik da gerne sådan, at når Hanne atter tav, ja, så vidste han hverken ud eller ind, og han var slet ikke sikker på, hvem der havde ret, Hanne eller alle de andre, der hørte ivrigt nok efter – men altid med et tvivlende, vantro smil om munden.
“Du skulle ikke fylde drengen med alle dine historier, Hanne,” sagde fru Koch gerne, men ikke før Hanne fortalt færdig, for det morede nemlig også hende at høre om nissernes bedrifter. “Sæt, han går hen og tror på alt dit vrøvl om nisser og trolde. Men – ikke sandt, Ole, du ved da godt, at nisserne kun hører hjemme i eventyrene.”
Drengen lo lidt genert. Han vidste ikke rigtigt, hvad han skulle svare på det spørgsmål.
Havde vejret nu bedret sig, så Ole igen kunne være kommet ud og omkring, ville han sikkert hurtigt have slået tanken om nisser og andre småfolk ud af sit lille, lyslokkede hoved. Men Hanne fik virkelig ret, det skulle blive en hvid jul i år, dog ikke en af de rigtige med stille frost over et blødt tæppe af blændende hvid sne. Vinden tog til, og det begyndte at sne med byger ind over markerne; selv på veje og i gårde føg sneen sammen i meterhøje driver, og det var næsten ikke til at færdes ude.
Lille Ole havde ikke helt let ved at få tiden til at gå. Navnlig den sidste dag inden jul forekom ham så uendelig lang og træls. Det var vel spændingen og den store forventning, der gjorde det. Han talte timerne, til det store træ i spisestuen skulle tændes, men ind imellem kunne han ikke lade være at tænke på alt, hvad gamle Hanne havde fortalt om nisserne på Stensgård, og han gjorde sig nu og da et ærinde over i lo og lade, som var her noget, han gerne ville have rede på. Det ville unægteligt være morsomt, om han kunne få kig på en af nisserne. Han listede rundt – kiggede pludselig om et hjørne, eller han holdt sig en tid skjult bag en kasse eller korndynge for så med et at styrte frem.
– Men nej, han havde aldrig heldet med sig.
Gamle Hanne kom gennem laden med en spand kartofler.
“Fortæl lidt mere om nisserne, Hanne,” bad han, “jeg ville så gerne se en af dem, men jeg kan ikke finde en eneste, jeg har endda ledt og ledt.”
Hanne lo.
“Nej, bitte Ole, man løber skam ikke på de småfyre sådan ved højlys dag. Så holder de sig skjult, kan du vel nok tænke, at ingen skal få hold i dem og gøre dem fortræd. – Nej, det er først i skumringen, at de vover sig frem, når alle karle og piger er gået ind, og de har husene og lofterne helt for sig selv.”
“Men, hvordan kan man så se dem, når det er mørkt?” spurgte Ole snusfornuftigt – han have nok ladet sig rive med af Hannes nissehistorier, men hans forstand var der intet i vejen med, og han ønskede at få ordentlig og redelig besked.
“Ja – ser du, bitte Ole,” svarede den gamle lidt usikkert, “det er jo ikke så meget det, at man sådan kan se dem med sine øjne, men – forstår du nok – man ligesom mærker dem. Man ved, at de er der.”
Det kriblede ligefrem koldt ned ad ryggen på Ole.
“Har du da sådan – mærket dem, Hanne,” spurgte han forsigtigt.
“Ork ja, det kan du tro, jeg har – hundreder af gange.” Nu følte Hanne sig atter på mere sikker grund.
“Aah – fortæl, Hanne – fortæl,” bad Ole.
Hanne satte spanden fra sig og lod sig synke ned på en gødningssæk, der stod i et hjørne af laden.
“Det er såmænd ikke mere end to år siden – ja, netop nu i aften,” begyndte hun, “jeg havde, som jeg altid plejer, været ovre på stænget med en skål grød og en sjat mælk til småfolkene, forstår du nok. Det var sådan lige ved aftenstide, mens jeg endnu kunne se at finde op over stigen uden at spilde. – Men så skulle det gå hverken værre eller bedre, end at Maren – det var husjomfruen dengang, hende husker du nok – Maren skulle absolut bruge den skål, som jeg havde taget mælken i. Jeg tror nu nok, at det kun var for at drille mig, hun var altid så striks og skidtvigtig, og det var såmænd alt det, at hun undte småfolkene grøden. – Nå, men jeg måtte over igen efter skålen – en pæn skål med både streger og kruseduller. Jeg var grumme ked af det, skal du vide, jeg var jo ikke meget for at forstyrre småfolkene i deres julefest. – Sæt, de ikke havde spist deres julegrød endnu. Men af sted måtte jeg jo, og jeg tog så en anden skål med mig for det tilfælde, at de ikke havde fået spist op. Mørkt var det, og jeg famlede mig frem til stigen. Op kom jeg da også, men lige som jeg skulle til at gå hen over loftet til den kasse, hvor jeg havde sat skålene, hørte jeg det pusle rundt om mig, og jeg kunne da forstå, at jeg kom til ulejlighed.
Jeg blev derfor stående ganske stille og ventede – så meget hastede det vel heller ikke med den skål.
Men hende Maren må vel have tænkt, at det varede for længe, i hvert fald lød der træskoklappen over gården. Ladeporten blev revet op, og så hørte jeg hendes arrige stemme:
“Hanne – Hanne – hvor bliver du dog af, dit gamle skrummel? Har nisserne taget dig?”
I samme nu lød et brag henne ved kassen, og de små skikkelser fløj til alle sider i mørket. En af skålene måtte være faldet på gulvet, jeg kunne høre mælken plaske ud over loftet.
Og ganske rigtigt – der lå mælkeskålen – den pæne lerskål, som Maren ikke kunne unde småfolkene ved deres julefest. Den var gået i tusinde skår og var slet ikke til at klinke igen. Maren var naturligvis rasende, men jeg lod hende vide, som det var, at småfyrene havde taget deres hævn, fordi hun var så ond imod dem og ikke kunne lade dem havde deres julegilde i fred.”
Ole havde lyttet med store, blanke øjne. Det skulle nu nok passe, hvad Hanne fortalte om nisserne. Hun måtte vel bedst vide det, da hun var den, der kendte dem og sørgede for dem ved juletid. Og alt som Ole spekulerede over det, voksede lysten hos ham til at få en nisse at se – eller i hvert fald mærke dem, som Hanne havde kaldt det.
Og da aftenen kom, og Hanne stod i begreb med at skulle servere nisserne deres julegrød, ville Ole absolut med hende på kostaldsloftet.
“Nej, lad du Hanne om de tossestreger,” sagde Oles mor; men drengen havde hverken ro eller rist på sig, og han fulgte med gamle Hanne over gården, da hun i skumringen krøb op på loftet – forsigtigt balancerende med de to skåle, en med grød og en med mælk.
“Siden den gang,” sagde gamle Hanne, da hun havde stillet skålene fra sig, “sætter jeg altid julegrøden lige på loftet, så kan småfolkene ikke så let komme til at slå skålene i stykker, hvis nogen skulle finde på at ville drille dem.”
Og lysene blev tændt juleaften. Ole fik andet at tænke på. Der var jo både det dejlige træ og alle gaverne. Jo, han havde da fået meget af det, han ønskede sig – både kælk og bøger – en hel værktøjskasse med det dejligste indhold og en lommelygte, som han straks måtte prøve rundt om i alle mørke kroge af huset. Det var voldsomt, som den kunne lyse – og så var det så morsomt, at han kunne tænde – sådan helt pludselig, når ingen anede det.
Ole havde vanvittig travlt med det nye – og det var først langt hen på aftenen, at han med et fik øje på en ganske lille vatnisse, der dinglede fra en af træets grene. I samme nu var hans tanker atter i laden. Hvordan mon de havde det derude i kulden? – Havde de mon spist deres grød og drukket den gode mælk?
Ole fik en uimodståelig lyst til at gå derud og se efter. Men der var jo så mørkt og uhyggeligt derude nu. Snak, han havde jo sin ny lommelygte. Med den i hånden turde han gå til selv den mørkeste krog i de store udhuse.
De voksne var efterhånden faldet til ro i stuerne. Ingen lade mærke til, at Ole åbnede døren til forstuen – og hoveddøren gled lydløst på sine hængsler.
Vinden havde lagt sig nu, og sneen lyste i den stille nat. Koldt var det, men et øjeblik efter stod Ole inden for den lukkede ladeport. Han knipsede med sin elektriske lommelygte, og dens lyskegle tegnede straks en stor, rund cirkel på cementgulvet. Han lod lyset spille rundt om; der var kun få skridt hen til stigen, men så kom han til at tænke på, at nisserne måtte kunne blive bange og løbe deres vej, når de så lyset. Ole var en rask dreng, slet ikke mørkeræd, og han færdedes jo på steder, hvor han var godt kendt. Resolut slukkede han derfor lygten, listede frem til stigen og mavede sig forsigtigt og næsten lydløst op over lemmen – og så vente ganske roligt en stund, før han lod sin lommelygtes skarpe lys spille ind over loftet. Måske kunne han på den måde overrumple nisserne ved deres julegrød. – Hvis altså der i det hele taget var nisser til. Mor sagde jo nej, og mor havde da forstand på så mange dele. Ole blev enig med sig selv om, at han ville skaffe sig vished, før han tog Hannes ord for gode varer. Lykkedes det ham ikke i aften at få kig på en rigtig nisse med rød hue og det hele – ja, så kunne gamle Hanne beholde alt sit småfolk for sig selv, så var der ingen til uden i eventyret, som mor også selv sagde.
Han sad musestille og lyttede, og det forekom ham virkelig, at han kunne høre noget pusle inde over loftet. – “Nu!” tænkte han og skulle lige til at trykke på knappen, da der i det samme lød en ganske sagte hvisken ud fra mørket.
“Stille, Ole – stille. Pas på, du ikke forstyrrer småfolkene i deres julefest.”
Straks blev han ræd, men nu genkendte han jo gamle Hannes sprukne stemme.
“Er du vis på, de er der?” hviskede han tilbage.
“Jo, det er helt sikkert,” mente Hanne, “jeg synes næsten, jeg kan skimte deres røde huer i månestriben.”
Men Ole kunne hverken skimte røde huer eller månestribe. Det var noget godt vrøvl det hele. Her var jo så bælgmørkt, at man ikke kunne se en hånd for sig. – Han kunne dog ikke modstå fristelsen. Nu var chancen der til at se, hvem der havde ret – Hanne eller alle de andre.
Lyskeglen skød frem over loftet og ramte skålene. En stor rød hankat satte i spring, og den måtte åbenbart have taget kurs efter gamle Hanne, for Ole hørte hende udstøde et vræl. Nu fik han også øje på hende, hun havde siddet gemt i høet og luret.
“Du er da ikke bange for dine egne nisser,” hån lo Ole, “eller er du måske mere bange for en hankat, når det kommer til stykket?”
Hanne svarede ikke, hun stod helt flov og rystede sine skørter. Tavs fulgte hun efter Ole ned ad stigen og forsvandt omkring gavlen.
Lille Ole følte sig pludselig så glad – så lettet. Så havde mor alligevel ret – naturligvis. Det burde han havde vidst. Men det var på høje tid at komme ind igen i stuen, før nogen derinde savnede ham – ind til juletræet og alt det nye legetøj, han havde fået. Det vidste man da, hvad var. Det var ikke sådan noget tøjeri som gamle Hannes nisser.
***
Fra den dag blev der ikke fortalt flere historier om nisserne på Stensgård, og den næste jul fik Hanne lov at bære grød og mælk til kattene på Kostaldsloftet. De skulle ikke undgælde.
Men hvad Hanne selv tænkte – se, det fik ingen at vide, for tanker er som bekendt toldfri – selv når det er nisserne på Stensgård, det gælder.