Julenisserne – Nis Gårdbo, Jólasveinar og alfer
Den Gamle By i Århus afholdt ca. år 2005 en udstilling med titlen “Dansk jul i 300 år.” Her forklarede curator Benno Blæsild bl.a. at oprindelsen til julenissen efter sigende skulle være som følger:
Oprindelig blev han kaldt Gårdboen. I Gårdboen var ånderne fra alle de mennesker, som tidligere havde boet i huset. Og for at holde sig på god fod med ånderne stillede man hvert år ved juletid sødgrød eller risengrød op på loftet til ham. Alle kendte til Gårdboen. Derfor fik han det mest almindelige navn blandt bønderkarle på dette tidspunkt, nemlig Nis med efternavnet Gårdbo. Omkring år 1850 blev Nis Gårdbo til julenissen. Om denne forklaring er sandfærdig skal jeg ikke kunne sige. Men da hver eneste gård i landet havde sin egen nisse er det muligvis korrekt.
Når vi samtidigt ihukommer julenissens beklædning der var grå bukser og grå skjorte eller grå kjole til anklerne (for mænd), røde sokker, træsko og rød hue og samtidig kan læse fra Esther Grølsted, Nationalmuseet i hendes bog “Hverdagstøj på landet, sommmer 1788” at en hue i 1700 tallet var gjort af bomuld i rødt og hvidt, så har bønderkarlene sikkert ageret julenisse på dette tidspunkt.
Men dette er ikke hele historien om julenissen. For selvom julenissen omtales som en person af hankøn i ental så ved vi alle at vort mentale billede af julenisser er at der er mange af dem, og at de er små som børn, selvom nogle af dem har skæg. Vi ved også at julenisser kan være drilske og lave narrestreger.
Det tyder derfor på at vi har en sammenblandning af flere forskellige nisser, og sagaerne viser os, som altid, vejen til forståelsen.
For sagaerne opererer med et begreb der kaldes Jólasveinn eller julesvend. Ordet “sveinn” er hankøn og betyder bl.a. “lille dreng.”
Jómsvíkinga Saga siger:
“…og fæðir hún sveinbarn, og er þeim sveini nafn gefið og kallaður Sveinn.”
Som jeg oversætter til:
“… og føder hun drengebarnet, og gav ham drengenavnet og kaldte ham Svend.”
Ordet “Jólasveinn” eller julesvend eksisterer ikke på engelsk og oversættes vel bedst til “Yule-boy.” et tyder på at oprindelsen til dette begreb ikke er en urskik, men en skik der er opstået efter vor ankomst til Fyn, og efter Anglerne og Sakserne er udvandret til England, dvs. fra 500 tallet e.Kr. og fremefter.
Jólasveinar eller julesvendene var sønner af Grýla og Leppalúd som man kender fra 1200 tallet. Grýla og Leppalúd var nogle forfærdelige mennesker for de havde et omdømme for at stjæle og spise uartige børn.
Og jeg ved lige præcis hvorfor disse to personer eksisterer i denne form i vor historie for min kone bruger den samme opdragelsesmetode med vores 5-årige søn til dagligt. For at tilse at vor søn ikke løber væk fra huset og forbliver ved sin moder, så forklarer hun ham på portugisisk at ifald han går væk da kommer “Bicho Papão” (det store spisedyr) og tager ham. Og det ser ud til at virke nogenlunde. Præcis lige så gjorde man også rundt om i nordbolandene og på de britiske øer.
På dansk brugte man udtrykket “bussemand,” på engelsk “bogeyman,” på oldengelsk “bugge” i betydningen “et uhyggeligt syn” g på walisisk “bwg” i betydningen “spøgelse.” F.eks. forklarer Svabos Dictionarium Færoense at ordet “grujla” var “en bussemand hvormed man skræmmer børn i Fasten.”
Der var enten 9 eller 13 julesvende, men man kender til mindst 70 forskellige navne på dem. De 13 mest almindelige navne var:
Stekkjastadur (Indhegningen, Enclosure Post (engelsk))
Giljagadur (Sprække djælveunge, Crevice Imp (engelsk))
Stúfur (Lillebitte, Itty-Bitty (engelsk))
Thvörusleikir (Potteskraberslikker, Pot Scraper Licker (engelsk))
Pottasleikir (Potteslikker, Pot Licker (engelsk))
Askasleikir (Krukkeslikker, Bowl Licker (engelsk))
Hurdaskellir (Dørsmækker, Door Slammer (engelsk))
Skyrgámur (Tykmælksluger, Junket Gobbler (engelsk))
Bjúgnakrækir (Pølsetyv, Sausage Snatcher (engelsk))
Gluggagægir (Vindueskigger, Window Peeper (engelsk))
Gáttathefur (Dørkarmslugter, Doorway Sniffer (engelsk))
Ketkrókur (Kødkrog, Meat Hooker (engelsk))
Kertasníkir (Kærte-/lys-tigger, Candle Beggar (engelsk))
Årsagen til at der var 13 julesvende skyldes at juleceremonien varede 12 dage eller 13 nætter fra Moders Nat til det nye år (19. December om aftenen og frem til 1. januar), og der ankom én julesvend pr. aften.
Som vi kan se på navnene på julesvendene så var de nogle rigtigt uartige børn, og vi får samtidigt et fantastisk indblik i hvad uartige børn faktisk gjorde. Jeg er selv blev sat i skammekrogen for flere af ovennævnte uartigheder.
Julesvendene repræsenterer de uartige børn der ikke gjorde hvad moder og fader sagde og derfor blev taget af Grýla og Leppalúd. Disse børn vendte tilbage en gang om året for at afskrække alle børn og videreføre skikken.
På Island blev det så grelt at regeringen i København i år 1746 udstedte en lov gældende for Island der sagde at “den tåbelige skik der praktiseres her og der ud i landet med at afskrække børn med julesvende eller spøgelser, skal afskaffes.”
Netop opdelingen af børn mellem artige og uartige børn er en fundamental katolsk verdensopfattelse, og derfor må vi søge videre tilbage for at finde den egentlige årsag til at julesvendene eksisterer.
Lad os starte med at kigge nærmere på Grýla. I Skáldskaparmál optræder hun sammen med andre troldkvinder (trollkvinna). De første referencer til hende er som sagt fra 1200 tallet i Íslendinga saga og Sverris saga. Hun eksisterer også i bedste velgående på Færøerne under navnet Grýlur. Senest i et TV program “Manna Millum” der blev vist 17. februar 1991, hvor hun siger : “Kemur at skera tungum úr börnunum.” eller “jeg skærer tungen af børnene.” Hård kost for en 5-årig færøsk dreng eller pige, men Grýlur er meget ond.
William Heinesen skrev i 1957 “Grylen” der var baseret på et sagn han var blevet fortalt af Esmar Hansen, købmand på Svinoy på Færøerne. Her er hvordan hun ser ud:
“Som en tørvestak at se, en lang, raslende hale slæber hun efter sig, den runger og skramler som af tomme kedler og kasseroller…. Hun er meget lådden og bærer horn og hale.”
Til trods for at William Heinesen skrev fiktion så har de gamle på Svinoy bekræftet at hans beskrivelse af sagnet om Grýlur er korrekt. Og som vi ser Grýlur fremstillet ovenfor så tænker vi straks på Julebukken, som alle var hunderæd for.
Grýla/Grýlur eksisterer også på Shetlandsøerne hvor hun hedder Grølek. Og at hun findes her betyder at skikken er fra før 1500 tallet hvor forbindelsen med Færøerne og Island blev afbrudt. På Shetlandsøerne kaldes Julebukken for Grøkle. Jeg tror derfor at Grýla/Grýlur/Grølek oprindeligt har været Julebukken og sidstnævnte er en urskik med dybe indoeuropæiske rødder.
Vi har ganske fornyligt fundet 2 dyremasker dateret til 900 tallet e.Kr. i Hedeby havn ligesom Oseberg-graven fra år 815-834 e.Kr. også viser brug af personer iklædt horn og dyreskind.
Vi mangler dog stadig at forklare hvorfor nogler nisser, til trods for at de var små, virkede gamle ligesom de også kunne ses som hjælpende julemanden.
Ikke just drengebørn der med skæg og rynker sidder og spiller kort medens de ryger pibe og drikker øl. Gammelt dansk julekort.
Her igen et gammelt nissepar der får post i deres hjem i verdenstræet, der her er gengivet som et egetræ. Bemærk her nissekonens tradtionelle hovedbeklædning i norden i 1700 tallet. Gammelt dansk julekort.
Jeg håber jeg har åbnet læserens øjne for at de gamle julenisser har helt adskilt oprindelse fra såvel julesvende som Nis Gårdbo, og igen kan vi henvende os til sagaerne for en mulig forklaring.
I Hrólfs Konungs Kraka Ok Kappa Hans (kap. 15) hører vi om en alfer-kvinde (álfkona) der kommer til Kong Helgi af Danmark juleaften (jólaaptan) i 500 tallet e.Kr. Han får en datter med hende, og denne datter ender med at frembringe Hrólfr Kraka’s død. Gravhøjs-Alferne er meget aktive på dette tidspunkt og kan ofte ses rejsende rundt i grupper. De der kigger godt efter på bakkerne og stenene, hvor alferne bor, kan se dem feste og danse for julen.
Julekortet til venstre viser en traditionel jólaboð med juleøllet, der var varmt, sat i en stor skål på midten af bordet. Drikkehornene, juleloggen og juletræet i baggrunden. Julekortet til højre fra 1904 viser julenisserne under dans med øl og risengrød til venstre i billedet. Gamle danske julekort.
På island havde man, længe efter den var forsvundet i Danmark/Norge som følge af indførelse af den katolske kristendom, en skik med at man “bjóða álfum heima” eller “bød alferne til sit hjem.” Husmoderen fejede overalt i huset hvorefter hun tændte lys i hele huset, specielt hvor der var en skygge. Derefter gik hun udenfor og rundt om huset, nogle kilder siger 3 gange, og sagde : ” Kom, dem som komme vil; bliv, dem som blive vil; og far, dem som fare vil, harmløs for mig og mine.” (Komi þeir sem koma vilja, veri þeir sem vera vilja, og fari þeir, sem fara vilja, mér og mínum að meinalausu).
Denne skik foretog husmoderen fordi hun og hele familien var bange for alfer, trolde og onde ånder.
Dette er årsagen til at vi har julenisser der er gamle, af begge køn, der danser og opfører sig generelt som samfundet dengang gjorde. De gamle nisser var alfer.
Vi hører ofte i sagaerne om “Alfar ok Aesir” eller “Alfer og Aserne.” De fleste forskere synes enige i at der generelt var et godt forhold mellem Alfer og Aser, og at Alferne muligvis var tjenestefolk for Aserne. Ordet “sveinn” betyder nemlig også “tjener, opvarter.”
Nr. 65 Hoo aarl wil wære herre han bliwer lenghe swen.
(Hvem der tidligt vil være herre, han bliver længe (ved at være) svend
Nisser
Den gamle julenisse hjælper julemanden med at pakke julegaver. Gammelt dansk julekort.
Da vi allerede er klar over at Odin, der var Ase, er Jólnir eller Julemanden, og vi nu ved at de gamle julenisser var alfer, så tror jeg der må være en god mulighed for at ordet Jólasveinn oprindeligt kan have været en betegnelse for de alfer der hjalp Jólnir, Odin, under Jólablót – juleceremonien.
Da Odin var et kongeligt tilnavn til høvdingerne af Ase- og Tanifolket så er spørgsmålet så hvem alferne var?
Alfer eksisterer i alle sagn fra de stammer der beboede nordbolandene, de britiske øer og Nordgermanien. Alfer hedder “Elves” på engelsk og kendes også som “elf”, “aelf”, “alb” og “alfr”. De boede i Alfheim. Den mest åbenlyse saga der behandler alfer er Alvíssmál. Der synes generelt at være accept af at alferne har været en betegnelse for en række af de oprindelige stammer der beboede nordbolandene da vi ankom til Fyn, og som valgte ikke at flytte derfra. Det var skovfolk, der boede isoleret, og som generelt levede i en mere primitiv samfundsstruktur end vi bragte med os. Sagaerne indikerer som sagt ikke at der har været nogen krigstilstand mellem Ase- og Tanifolket og alferne, og sagaerne siger direkte at der var megen kontakt mellem os og alfer. Alferne boede i jordhuler, og da vi begravede vor døde i gravhøje, så har mange i samtiden ment at alfer var forbundet med de døde da jordhulerne på afstand var meget lig gravhøje. Dette har haft enorm betydning for den overtro der opstod omkring alfer. Man har ikke kendskab til at alfer var fysisk dværge eller små mennesker. De har nok været mindre end de indoeuropæere der ankom, men afbildningerne på julekortene ovenfor er et produkt af 2.000 års overtro hvor folk man er bange for mentalt skal gøres mindre. Det menes at alfer over tiden ganske enkelt tilpassede sig de nyankomne og forsvandt ud af historien som en selvstændig enhed. Der er ej heller nogen tvivl om at fortællinger om og frygten for trolde har præcis samme oprindelse som for alfer.
Og dette gør jo hele historien om julenisserne ganske spændende.
Ifald nogen skulle være af den opfattelse at vi i vor moderne kultur ikke har husket alferne så gives her et lille udpluk:
Elverhøj
Dansk folkevise
Jeg lagde mit Hoved til Elverhøj,
mine Øjne de finge en Dvale;
Der kom gangendes to Jomfruer frem,
de vilde gerne med mig tale
»Hør du, favren Ungersvend,
og vilt du hos os blive,
da ville vi kende dig Bog og Rune,
dertil at læse og skrive.
Jeg vil dig Bjørnen at binde
og Bassen op til Eg;
Dragen med sit møgle Guld
skal rømme af Land for Dig.«
De dansed ud, og de dansed ind,
alt i den Elverfærd;
alt sad jeg Ungersvend
og støtted mig ved mit Sværd.
»Hør du, favren Ungersvend,
vilt du ikke med os tale,
da skal Sværd og hvassen Kniv
lægge dit Hjerte i Dvale.«
Havde Gud ikke gjort min Lykke saa god,
at Hanen havde slaget sin Vinge,
vist havde jeg bleven i Elverhøj
alt hos de Elverkvinde.
Det raader jeg hver dannis Svend
som ride vil til Hove:
Han ride sig ikke til Elverhøj
og lægge sig der at sove.
Ovenævnte er ikke hele folkevisen. Elverfolkene – eller Ellefolkene – er mystiske nattevæsener, som bor i moserne og inde i højene. Dem skal man tage sig i agt for, især for de dejlige elverpiger, som synger og danser så smukt, at floderne går i stå. Men de er kun ude på at forlokke menneskene. Hvis man uheldigvis bliver elleskudt bliver man “ellevild,” hvilket er derfor vi har dette udtryk i vort sprog. I dag forstås ordet i betydning af “begejstret,” men det betød oprindeligt “vanvittig.”
Som eksempel på hvor vi finder Alferne har vi stednavnet “Ellesumpe” på Romsø i Storebælt nordøst for Kerteminde. Denne af Hverringe Gods ejede ø er 1 km² stor og har gamle askebevoksninger og dåvildt. Indtil 1961 boede der 50 mennesker på øen (Bådnyt nr. 363 juli/august 2003).
Vi bruger naturligvis også stadig udtrykket “alfarvej” specielt ifald vi bor lidt uden for lands lov og ret eller uden for alfarvej. Ordet “alfarvej” er en meget gammel betegnelse for en hovedvej. Man sagde også Adelsvej, alvej, adelfartvej eller adellandevej. Ordet “adel” er oldnordisk (aðal) og betyder “høvding, overhoved og hoved,” men brugtes også som betegnelse for en trærod i ordet “aðaltré.” Jeg tror selv man kan finde frem til hvorfor den øverste kaste hos Danerne kom til at hedde Adelen.
I 1822 skrev H.C. Andersen et skuespil i 5. akter kaldet “Alfsol” hvor motivet er den nordiske gudeverden med prinsesse Alfsol i centrum. Det kgl. Teater afviste sørgespillet for den 17- årige, der heldigvis ikke lod sig slå ud af dette.
I 1828 vandt Johan Ludvig Heiberg en udbudt konkurrence med eventyrcomedien Elverhøj. Daniel Friedrich Kuhlau skrev musikken dertil i juni-september samme år og premieren på det kgl. Teater fandt sted 6. november 1828. Såvel komedien som musikken er baseret på gamle folkesagn og folkesange fra Danmark, og set i lyset af denne historie burde det derfor ingenlunde overraske, at det fra første dag blev en del af Danmarks kulturskat. Det er iøvrigt fra musikken til Elverhøj at Kuhlau adapterede den mest kendte sang til en af vore nationalsange, “Kong Christian stod ved højen mast,” som Johannes Ewald havde skrevet teksten til i år 1779.
I 1841 skrev H.C. Andersen eventyret “Rosen-Alfen” om en lille alf der bor i et rosentræ , og i 1845 kommer så eventyret “Elverhøj.”
I 1910 indspilledes en 12 minutters stumfilm kaldet “Elverhøj” med en ung Peter Malberg, og i 1939 kommer filmen af sammen navn med Karen Nellemose.
Jeg håber man nu kan se, hvorfor vi så højt beskatter ovennævnte eventyr og skuespil. De er nemlig en dybt forankret del af vore urskikke og kultur.
Kilde: Flemming Rickfors