Procopius, byzantinsk græskskrivende historikeskriver skrev ca. år 550 e.Kr. om Thule, som han selv skriver han aldrig havde mulighed for at besøge, og skikkene der var udbredt der.

“Thule er ekstraordinær stor; 10 gange større end Britannien. Og det ligger langt mod nord. På denne ø er marken for det meste øde, men i den beboede del bor 13 talrige nationer/stammer; og der er konger over hver nation/stamme. På dette sted finder vinunderlige ting sted hvert eneste år.

For solen ved sommersolhverv går aldrig ned i 40 dage, men er altid at finde over jorden i hele denne periode. Men ikke senere end seks måneder senere, omkring tiden for vintersolhverv, er solen aldrig at se på denne ø i 40 dage, men konstant omsluttet af nat…. Og når 35 dage er gået i denne lange nat, bliver visse mænd sendt til toppene af bjergene – for dette er deres skik – og når de fra dette sted kun lige kan se solen, bringer de bud tilbage til folket nedenfor at inden for 5 dage vil solen skinne på dem. Og hele befolkningen fejrer en fest ved disse gode nyheder, og dette sker i mørke. Og dette er den største fest som de indfødte af Thule har. ”

Forskere er ikke enige om specifikt hvilke nordbolande Procopius her omtaler, men som de fleste nok kan se må det dreje sig om enten Norge eller Uppland, dvs. Nordsverige, grundet midnatssolen eller måske snarere dem begge.

Med hensyn til ordet Thule, der i dag giver navn til bygden i det nordlige Grønland, så oprinder dette fra ordet “þulr” der har samme rod som ordet “þula” der igen betyder “at tale.” På oldengelsk brugtes ordet “þyle” der var den titel Unferth har i Beowulfkvadet med samme betydning. Ligeledes findes ordet i runer på Snøldelev stenen. I denne forbindelse er det værd at bemærke at Thulefolket først ankommer til Grønland ca. år 1.000 e.Kr. fra Alaska, og dermed efter at Eirik Raude/Erik den Røde i år 986 e.Kr. var ankommet til Austbygda/østerbygden med 14 skibe og 4/500 bosættere.

Vi har tidligere hørt at vintersolhverv begyndte den 21. december hvor denne aften kaldtes Moders Nat. Her begyndte så den fest der blev kaldt Jólablót eller juleceremonien. Dette store blót eller fest blev afholdt over flere dage. Antallet af dage varierer fra kilde til kilde og har formentlig været tilpasset regionale forhold for ikke at glemme at festen generelt varede indtil det øl, der var brygget til begivenheden, var drukket op! Vi har kilder der nævner 3 dage medens andre siger helt op til 12 dage. Sidstnævnte er uden tvivl oprindelsen til sangen ” Twelve Days of Christmas.” I Olaf Haraldsson’s Saga beskrives det at to svigerbrødre bruger halvdelen af julen i den enes hus, og halvdelen i den andens. Man tog, som i dag, på julevisit (jólavist) og havde julefrokost (jólaboð). Gulathingslög 7 og Ketil Hængs Saga (kapitel 5) forklarer os at formålet med julen var feste for et frugtbart og fredfyldt (jólafriðr) år.

Årsagen til at julen varede flere dage var at man havde mange ofringer at foretage til en række guder med forskellige formål, og det kunne ikke klares på en dag.

Juleaften (jólaaptann) d. 21.-24. december var aftenen hvor man ofrede et vildsvin til Freyr og Frigga/Nerthus/Nertha. Efter vildsvinet var ofret lagde alle deres hånd på vildsvinet og sværgede en ed. Man gjorde det samme til den hellige kop “bragarfull.” Denne ed kaldes “heitstrengingar” der betyder “strengt løfte.” Ofringen til Freyr var for fred og frugtbarhed for det kommende år. Vildsvinet blev kaldt “sónargöltr” der betyder “offersvin” og offerstedet blev kaldt “sónarblót” der betyder “svineceremonistedet.” Kilder der beskriver dette er Helga Kvida Hjörvardssonar (kap.14), Hörd’s Saga, Hervarar Saga og Fornmanna Sögur.

Der foreligger ingen enighed om hvorvidt Freja (Freyja på oldnordisk) er identisk med Frigg/Frigga/Frigg/Fri, og om Fredag/Friday oprinder fra Freyja, Freyr, Frigga eller måske alle tre. Der er ingen tvivl om at denne forvirring har eksisteret mindst siden 1200 tallet. Hos romerne kaldte man dagen for “dies Veneris” eller Venus dag. Og for at gøre forvirringen fuldstændig så forbinder man såvel Freyja som Frigga med Venus. På sanskrit og hindu i dag, dvs. det tidligste indo-europæiske vi kender til, hedder dagen Sukra-var, og Sukra svarer til Venus.

Fredag hedder på oldnordisk frjá-dagr og er hankøn, og på oldengelsk Frigedaeg. Fredag aften hedder på oldnordisk frjá-aptann og er også hankøn, men ordet fredagsfaste eller frjádaga-fasta på oldnordisk er hunkøn.

Argumentationen for og imod at Freyja (Freyrs søster og Vane) og Frigga (Odins kone) er samme person synes lige stærk, og jeg kan ikke afgøre hvad der måtte være rigtigt. Da fredag på oldnordisk er et ord af hankøn tror jeg dog at dagen er navngivet efter Freyr og ikke de kvindelige guder, men som ordet for fredagsfaste, Dies Veneris og Sukra-var antyder, så har man sikkert afholdt ritualet for ofring til Freyr og Moder Jord samme dag.

Jeg er dog sikker på at Frigga er identisk med Moder Jord for det forklarer Herodot os i Histories bog 4:59 om skikkene hos skyterne, der havde identiske skikke med Aorsi-folket. Han forklarer os at Apia er gift med Papaeus. Vi ved fra utallige kilder at “Apia” er Moder Jord, og at Papaeus = Jupiter (romerne) = Zeus (grækerne) = den øverste af guderne, og derfor Odin.

Al den overtro der forbindes med fredag er af katolsk oprindelse og skyldes at Jesus (som symbol på Balder) i den bibelske mytologi ofrede sig selv på en fredag, som i dag kendes som Langfredag. På engelsk siger man Good Friday, men sidstnævnte var oprindeligt God’s Friday, dvs. Guds (solgudens) fredag. Man kan derfor roligt blive født og gift på en fredag, tage i mod et nyt job, klippe negle, besøge syge pårørende, vende sig i sengen før man falder i søvn og tage på sejlads. Ligeledes vil krimenelle ej heller modtage strengere straffe ifald de dømmes på en fredag. Man skal dog stadig undlade at købe en bil der er fremstillet på en fredag, men det skyldes mere at kvaliteten på biler fremstillet denne dag beviseligt er af ringere kvalitet.

Det er derfor vi fejrer juleaften den 24. december og spiser flæskesteg med brune kartofler, rødkål og dejlig sovs. Der forlyder intet om hvorfor der også serveres hvide kartofler selvom ingen vil have dem så længe der er brune at få.

Da ofringen juleaften var til frugtbarhedsguderne er der nogen sandsynlighed for at juleaften er identisk med Moders Nat. Vi husker at Balder blev ofret ved sommersolhverv og skulle genfødes ved vintersolhverv. Moderen til Balder var Frigga/Nerthus/Nertha, og det virker derfor sandsynligt at ofringen til Frigga juleaften skete på Moders Nat. Som vi hørte fra Procopius om hvorledes man fandt frem til vintersolhverv er det ikke sikkert man har ramt dagen helt præcist og ceremonien har måske fundet sted mellem 21.-24. december.

Dagen efter blev kaldt juledag dvs. d. 22.-25. december. Ordet “jul” er også det kaldæiske (på engelsk Chaldee) navn for “baby” eller “lille barn.” Mange forskere mener at denne skik kan spores helt tilbage til Babylonien, hvilket stemmer overens med folkevandringshistorien. Juledag eller “barnets dag” var Balders genfødsel. F.eks. i Skotland kaldes julekager for “Nur-cakes,” hvilket igen på kaldæisk indikerer fødsel og kagerne signifikerer derfor fødselsdagskager.

Kaldæisk var det sprog det gamle testamente blev skrevet på. Det kaldes også hebraisk.

Det er derfor den katolske kirke i år 274 e.Kr. valgte at lade Jesus’ fødselsdag være d. 25 december, til trods for at vi allerede har forklaret at han blev født i marts, år 7 f.Kr.

Det kaldæiske ord for “et barn” er ordet “Nor.”

Fra Nornagests þáttr (Flateyjarbók I, láfs saga Tryggvasonar) hører vi:

“fóru þá um land völur, er kallaðar váru spákonur, ok spáðu mönnum ørlög, því buðu margir menn þeim heim ok gerðu þeim veizlur ok gáfu þeim góða gripi at skilnaði”

Som jeg oversætter til:

“fór da omkring landet völur, som kaldtes spåkoner, og spåede mænd om fremtiden, hvorfor mangen mand bød dem hjem og gav dem gode gaver når de skildtes/gik.”

Senere hører vi at disse spåkoner er “norner.” Snorre forklarer os i Snorre Edda at norner kom til hvert eneste hjem med et nyfødt barn for at skabe dets fremtid.

Jeg er ikke i tvivl om at ordet “norne” kan føres direkte tilbage til Babylonien.

Romerne havde stort set identiske skikke ind til introduktionen af den katolske kristendom. Romernes fest var en fejring af Saturn, der var gud for afgrøder, og til fornyet styrke af solen. Kejser Gaius Caligula (år 12-41 e.Kr.) nedskrev at denne fest skulle vare 5 dage: “frie tøjler blev givet til fuldskab og fejring, slaver blev midlertidigt emanciperet…. og tog sig alle mulige friheder med deres herrer.”

Vintersolhverv fejres i dag ved at sætte ild på et gammelt hestevognshjul og lade det rulle ned af en bakke i fuld fyr og flamme som symbol på Sóls færd over himmelen. Man spiser Sonargöltr (svinekød) og tager grene fra eviggrønne træer, gran og fyr, ind i huset som pynt som symbol på Yggdrasil, verdens- og livets træ . Der skal hænges 8 forskellige pyntegenstande på disse grene, og der skal være 9 af hver slags. Dette er et symbolsk offer til Aserne.

Kilde: Flemming Rickfors