Peters Jul udkom første gang anonymt i 1866 med vers, der var skrevet et par år tidligere i perioden 1863-1864. Johan Krohn begyndte i 1869 at skrive en ny version med flere vers og redigering af de gamle, da resultatet langt fra var tilfredsstillende. Johan Krohn's bror Pietro Krohn har illustreret den. Denne version af Peters Jul udkom i 1870 i den velkendte udgave, og du kan læse alle vers længere nede på denne side.

 

Forsideillustration af Erik Henningsen. Fra
Peters Jul, Nordisk Forlag (1914).

Peters Jul som film
I videoen herunder ses Peters Jul som spillefilm optaget i Ribe. Indtalt af Peter Belli og Grethe Sønck. Selve Peters jul starter efter 1 minut og 20 sekunder i videoen.
Under videoen finder du hele teksten til Peters Jul med alle afsnit.

Før Julen

Jeg glæder mig i denne tid;
nu falder julesneen hvid,
så ved jeg julen kommer.
Min Far hver dag i byen går,
og når han kommer hjem, jeg står
og ser hans store lommer.

Og på hans bord forleden dag
jeg så et yndigt, lille flag,
og det jeg ikke glemmer.
Papir han klipper med en Saks;
men når jeg kommer ind, han straks
sin stads i skuffen gemmer.

Og Mor har peberkager bagt;
jeg ved det, jeg har selv dem smagt,
da de var ganske varme.
Sit sølvskab Mor nu åbnet har,
og stadsestagen frem hun ta'er,
den med de mange arme.

Og Mor hun har så mange bud,
hvert øjeblik skal Anders ud,
og Mor og Anders hvisker.
Men jeg kan dog høre, – tys!
i morges var det julelys
og røde bånd og svesker.

Og søster Hanne syr og syr.
Hun siger, julen er så dyr,
hver gang hun grisen ryster.
Til Far hun har en pibesnor
af perler, og til Bedstemor
hun hækler på en trøster.

Jeg vil nok også noget få;
jeg må jo ud i gangen gå,
når hun skal til at strikke.
Der inde er der rigt'nok koldt;
men når jeg spiller med min bold,
så mærker jeg det ikke.

Da før jeg ud med Karen gik,
vi var i bagerens butik;
dør stod den tykke bager,
og han skrev op, hvad Karen sa'e:
Til juleaften skal vi ha'e
to store julekager.

Gid det var jul! Hvor det var rart.
Men nu må den da komme snart,
det varer ikke længe;
for – fra min Stol ved vindvet her
på køkkenmuren jeg jo ser
alt julegåsen hænge.

Bedstemor inviteres

Du gamle, rare bedstemor,
hvor det var dejligt, at du tror,
at nok du ud tør køre.
Og juletræet er så stort;
Jeg så' det stå i vores port.
Nu skal du bare høre!

Med risengrød begynder vi,
husk på, der er en mandel i!
Og så skal gås vi have.
I gåsens ryg et flag skal stå,
og den har små manchetter på
og grankrans om sin mave.

Når Far skær hul paa gåsen så,
han løfter mig, jeg kige må
til sveskerne derinde.
Vi trækker “gåsekrog” for spøg,
og tænk! en stor klat syltetøj
jeg får, hvis jeg kan vinde.

Så får vi vin i vore glas,
og Mor hun henter juleknas
og godter til at spise.
Og gåsens skål vi drikke vil,
og Far han synger nok dertil
en morsom julevise.

Og når til sidst vi klinket har,
sin søndagspibe henter Far,
og Hanne hun må stoppe.
Med julelys hun tænder den;
så leger Far med os igen,
og vi bli'er længe oppe!

Far vel! for nu vil Karen gå.
Men jeg dig ikke sige må,
hvad vi skal hen og hente.-
Men kom nu rigtig tidligt! hva'?
Du kan jo køre hjemmefra,
før lygterne er tændte.

I Mørkningen Juleaften

Vi sov af glæde kun lidt i nat,
og dagen har været så lang;
nu har vi os her på skamlerne sat,
fortæl en historie en gang!
Vi ved, du over hundrede kan.
Mens Far og Mor gør træet i stand,
fortæl, lille Bedstemor! gør det! Åh!
Men en, som er lang, at tiden kan gå.

Bedstemor fortæller:

“Hver juleaften netop nu,
når julegrøden koger,
da vandrer – Peter, hører du! –
igennem aftnens tåger
med store kanestøvler på
den gamle jul til staden;
fra vindvet kan man se ham gå
på sneen gennem gaden.
Et dejligt juletræ han bær',
det største vist i skoven.
Hans skæg når lige til hans knæer;
og på hans hat foroven
et lille julelys der står;
det stråler, og det skinner
på næsen og de hvide hår
og på hans røde kinder.
Og gade op og gade ned
sit træ han om vil bære;
hvor alle bor, bestemt han ved,
derpå kan vis man være.
Ved husets dør han stille står
og lytter meget længe;
han vide må, før ind han går,
om der er slemme drenge.
Og hører han, at Far er vred,
imens han træet tænder,
han rokker straks ad trappen ned
og ud på gaden render.
Men hører han, at Far og Mor
er glad for deres drenge,
imens de pynte julebord
og lys i træet hænge,
da ler den gamle julefar
og ind i stuen smutter.
Sit lys fra hatten ned han ta'er,
det funkler, og det futter;
med det han hen til træet går
og nikker i det samme,
straks fra hvert lille lys der står
en klar og dejlig flamme.
Se, der, hvor julen ej gik ind,
hvor ej han vilde tænde,
har lysene et dårligt skin
og vil slet ikke brænde;
men der, hvor julen har dem tændt,
de stråle, og de skinne.
Og derpå har nu let man kendt,
om julen var der inde.”

Ved Juletræet

Aa, hvor det stråler! Nej, se dog blot,
hvor alle lysene skinne!
Og se, hvor træet er fuldt af godt!
En kat kan nu først jeg finde.
Og der er et horn og en svane – åh!
Og der er Pjerrot af sukker;
ham skal jeg rigtignok passe på,
når siden vi træet plukker.
Her hænger en hest under denne gren,
og der er en kurv med pærer.
Og der er en mand, nej, sikken en!
En tøffel på ryggen han bærer;
hvoraf han er lavet jeg ikke ved.
Men se blot storken deroppe!

Og kagedukker, som hænderne ned
i bukselommerne proppe!
Og æbler, hvis stilk er fint forgyldt,
og et par strømper af kage
og kræmmerhuse, som helt er fyldt
med ting, som jeg nok gad smage!
Og svøbelsebørn! Og se blot der
to frøer af chokolade!
Nej, kom! Der sidder en ugle her.
Åh, hvor vi alle er glade!
Og store figner i røde bånd
og grise og sukkerkranse! –
Bedstemor, kom, tag fat i min hånd!
Nu skal vi om træet danse.

Julesangen

Men se, klaveret op er lukt,
og hør, hvor Mor nu spiller smukt!
Med foldede hænder vi synge må
Den julesang, vi har øvet os på.

Du grønne, dejlige træ, god dag!
Velkommen du, som vi se så gerne
med julelys og med danske flag
og højt i toppen den gyldne stjerne!
Ja, den må skinne,
thi den skal minde
os om vor Gud.

Den første jul i et fremmed land
Vorherre den store stjerne tændte;
den skulde vise vor jord, at han
den lille Jesus her ned nu sendte.
I stjerneglansen
gik engledansen
om Bethlehem.

Om Jesusbarnet fortalte Mor
så mangen aften, vi sad herhjemme;
vi kan hans bud og hans milde ord,
vi ved, at aldrig vi dem må glemme.
Når stjernen skinner,
om ham os minder
vort juletræ.

Fars Julevise

Og gåsen kom paa marken, da kornet var kørt væk;
det kunde han nu lide, og derfor sa'e han: “Gæk!”
Ved mortensdag kom pigen ud med den blanke kniv, da gøs han, for han tænkte, det gjaldt hans glade liv.

Hun sleb den på sin tøffel, han fik en grusom skræk;
højt fløj han over gærdet, mens han hvinede: “Gæk!”
Men pigen tog ham ikke, hun greb en anden en;
da dansed han på marken på sine lave ben.

De drev ham hjem fra marken, på vejen fik han smæk;
han virrede med halen, og han hvæsede: “Gæk!”
De satte ham på sti, og de propped maden ned,
de holdt ham fast om halsen, skønt han kneb, og han bed.

Til julen blev han slagtet, da fik hans hals et knæk;
dengang de vred den, skreg han sit allersidste “Gæk!”
Så lå han ganske stille, han mærked kniven knap,
som tog hans hvide vinge og røde gåselab.

Til torvs ham pigen bragte; der roste man hans vægt.
Han æbler fik i maven og blev så dejlig stegt.
En julegås, det blev han, og det er ikke lidt,
og Mor har skummet af ham en vældig krukke fedt.

Juledag

Hanne og jeg og min lille bror,
vi sidder her ved det store bord
og leger så dejligt på dugen.
Da Far og Mor i kirke gik,
alt juletøjet frem vi fik;
vi er ganske ene i stuen.

Knud har en æske med dyr og træer,
mine soldater marschere her,
og Hanne sit køkken har hentet.
Jeg sender hende en tinsoldat,
som spørger, om maden er parat,
hun siger, at den har ventet.

I morges, da jeg vågnede, Far
her ind i dagligstuen mig bar,
han tog mig i tæppet på armen;
for julemorgen altid vi må
her ind og høre klokkerne gå
og blive klædt på i varmen.

Et Besøg

Den fattige Rasmus er kommen herhen.
Han har det derhjemme kun dåligt; men
nu skal vi ham nok fornøje.
Et godt stykke legetøj skal han få,
og Mor hun siger, at hun vil gå
og hente min ældste trøje.

De billedbøger, vi har, skal han se,
og så vil han nok blive glad og le,
og vi vil med Rasmus lege.
Og Mor en kop kaffe ham skænke vil
og skære af julekagen dertil,
og vi vil ham æbler stege!

Nytårsaften

I aften ender det gamle år,
og derfor vi æbleskiver får.
Jo, vi kan lugte, at Karen bager,
mens vi spiller gnav om peberkager.

Nå, hvor det buldrer derude! Hør!
Der kom en potte på Karens dør.
Det var vist Anders, for Karen siger,
at han gør løjer med alle piger.

På gaden knalder det skud på skud,
nu skyder drengene året ud.
Jeg hørte det før, da ned vi rendte
for Bedstemor fra vognen at hente.

Hun bliver altid, til tolv den slår,
for så begynder det nye år.
Først vil hun “glædeligt nytår” sige,
så kommer vognen og hendes pige.

Når “glædeligt nytår” vi har sagt
og alle hinanden hånden rakt,
så kommer Karen herind i stuen
og siger, hun takker herren og fruen.

Så siger Far, når jeg skal i seng:
Hvert år må man blive en bedre dreng.
Han banker mig lidt med piben på panden,
og han og Mor de kysser hinanden.

Helligtrekongers Aften

Se, nu er da julen straks forbi;
det er helligtrekongers aften.
Så ender den rare jul; men vi
er glade, at vi har haft den.
Tre lys har vi tændte – tænk engang!-
for kongerne, de, som bragte
Jesusbarnet en julepresent;
vi ved det, for Far har sagt det.
Her sidder vi ved vort lille bord
og ser, hvordan lysene brænde;
når de er slukkede, siger Mor,
at så er julen til ende.

Efter Julen

Og julen endte – Børnene fik
igen deres bøger fat og gik
til skolen glad og fornøjet.
Der tænkte de ikke på Julen; men
når klokken to de kom hjem igen,
de leged med juletøjet.

Og deres juletræ de beholdt,
det vilde stå grønt, blev det nok så koldt,
det kunne de ikke miste.
På duehustaget det blev sat op
og spurvene kvidrede i dets top,
og duerne sad på dets kviste.

Og træet – ja, det blev et syn at se,
da det stod fuldt af den hvide sne;
det var som med sølv bedækket. –
Men dengang forårsfuglene sang,
med sine brune grene det hang,
og toppen var også knækket

Og skraldemanden efter det kom,
men børnene syntes ikke derom,
dengang det på vognen knejste.
Det var jo rigtignok vissent, men
det var dog, som om en gammel ven
for sidste gang fra dem rejste.