Nisser

Nisser og eller lignende væsner er ældre end kristendommen i Danmark. Den ældste beretning om et nisselignende væsen, findes i Olav Tryggvessons saga. Her fortælles om en islandsk bonde, der hed Kodran. Denne bonde havde en “årmand”, som boede i en sten og gav gode råd om gårdens drift. Imidlertid fik den kristne præst nys om Kodran og hans overnaturlige hjælper, og fordrev årmanden ved hjælp af bl.a. salmesang og vievand, som han ikke kunne tåle, fordi det skoldede ham. Og Kodran, han blev omvendt til kristendommen.

Julenissen er en yngre slægtning til den urdanske nisse, som havde til huse rundt omkring på gårdene. Nissen var som oftest en godmodig fyr, der hjalp menneskene i hverdagen. Han tog vare på gårdens trivsel, og passede kvæg og heste. Nissen kunne vise sig i forskellige dyreskikkelser, oftest som en kalv, og lavede uskyldige løjer med gårdens folk. Men hvis han blev drillet, hævnede han sig frygteligt. Man sagde også, at hvis nissen forsvandt fra gården, tog han lykken med sig, så intet ville trives mere.
Nissens belønning for tro tjeneste, var et stort fad grød med smørklat til jul. Nissens julegrød er den sidste synlige rest af vores ældgamle offerskikke, hvor man ved juletid bragte øl, brød og grød til hjemmets og gravhøjens guder og vætter. På den måde sikrede man sig deres velvilje, og dermed et godt og lykkebringende nytår. På trods af stor ihærdighed fra kirken, der gerne ville “fordrive gårdnisser som de djævle, DER buldrer om natten”, er denne skik bevaret helt frem til I dag – dog nu i en noget mere symbolsk form.

Den skikkelse julenissen har antaget, er af nyere dato. I tidlig kristen tid optrådte nissen i djævleskikkelse, og man mente, at nisser var faldne engle, der blev styrtet til jorden. Den første skriftlige skildring af vores nisses udseende findes i Mattias Moth utrykte ordbog over det danske sprog, fra omkring år 1700. Deri beskrives nissen som “et spøgelse i en liden drengs skikkelse med rød hue på”.

I vinteren 1836, blev der holdt dansk julefest i maleren Constantin Hansens lejlighed i Rom. Til lejligheden havde værten pyntet op med klip, der forestillede nisser som kom med gaver, spiste grød, m.m. Det er den første beretning om, at nogen har pyntet med nisser specielt fordi det var jul. Constantin Hansen er altså – så vidt vides – julenissens far!

Omkring 1872 tegner J. Th. Lundbye for første gang nissen, som vi kender ham i dag: den dværgagtige mandsling, med langt skæg og rød tophue.

Nissen er stadig en brugbar person, både pædagogisk og kommercielt. I historier, sange og teaterstykker formidler han kontakt og reder tråde ud, og uforklarlige hændelser er naturligvis nissens værk. Børnene elsker ham, for julenissen er en hyggelig fyr. Han kommer med gaver, er fuld af spilopper og laver halløj med de voksne.

I mange år var julenissen ungkarl. Det første billede af en kvindelig nisse er fra 1858. Det varede heller ikke længe før tanken om nissebørn meldte sig. Med hele nissefamilier er man kommet så langt fra den oprindelige nisse, som man næsten kan. Det minder mere om folketroens bjergfolk, som også levede i små samfund, og levede et helt menneskeligt familieliv.

Når man siger nisser og jul i Danmark, kan man ikke komme udenom den danske juletradition kravlenisser – nisser der kan klippes ud, og anbringes hvor som helst. Kravlenisser blev en landsdækkende tradition i 1940’erne. Allerede i slutningen af 1920’erne tegnede Alfred Schmidt en slags kravlenisser til glæde for børnene i Krebs’ skole, hvor hans søn var bestyrer.

Men det var den danske julenisse-tegner Frederik Bramming, som i 1947 fandt på at kalde udklipsark med små papnisser for Kravlenisser. Frederik Bramming startede med at tegne to ark med sine Kravlenisser. Der blev solgt 80.000 eksemplarer, og allerede året efter, var der masser af forskellige kravlenisse-ark i butikkerne. Brammings nisser er i øvrigt karakteristiske ved, at de er iført en slags gamachebukser, er tandløse og bærer nissehue uden kvast.

Back to top button