Lille søde stjerne

Forfatter: Jørgen A. Andersen
Engang for mange, mange, mange år siden, var der en lille stjerne oppe på himlen, som hed Lille Søde Stjerne. Han havde fået det navn, fordi den var så utrolig lille og meget sød. Han var så lille, at ingen mennesker på jorden nogen sinde havde set ham. End ikke de tre mænd, som brugte megen tid hver nat, på at kigge efter stjernerne. De havde hørt, at der engang skulle komme en ny, stor og strålende stjerne på himlen, som skulle overgå alle de andre.

Lille Søde Stjerne vidste godt, at han var meget lille, selv hans brødre var gennem tiden blevet meget større end ham. At han var lille og ubetydelig stod ham meget klart. Derfor vidste han, at de tre mænd aldrig ville få øje på ham. Måske ville de se en af hans brødre som den store og strålende stjerne. Mændene havde for længst fået øje på dem. Og sådan som de altid skinnede om kap, mere end de andre stjerner, måtte en af dem da en dag blive kæmpestor og strålende.

Lille Søde Stjerne blev hver dag drillet af sine brødre. De kunne ikke forstå, hvorfor han ikke voksede, men bare blev ved med at være en lille ubetydelig stjerne. Stjerne-mor og Stjerne-far sagde tit, at det var fordi han sparede sin energi sammen, så han på en dag kunne vokse sig stor. Lille Søde Stjerne var ligeglad med det, når bare Stjerne-mor og Stjerne-far var der, for han elskede deres selskab. Han sørgede hver eneste dag for, at han var en god dreng, der altid gjorde som der blev sagt. Han sladrede aldrig om sine brødre, så ingen vidste, at han blev drillet af dem hver eneste dag. En dag, mens Gud var på vandring gennem himlen, hørte han, at der var nogen der græd. Han ledte rundt, for at finde ud af hvem det var. I et lille hjørne, langt væk og helt alene, der fandt han Lille Søde Stjerne, med tårerne der trillede ned ad kinderne.

“Jamen, Lille Søde Stjerne, hvorfor sidder du dog her, gemt helt væk og græder?”, spurgte Gud bekymret.
“Jeg græder, fordi jeg er så lille, at jeg bliver drillet hele tiden. Ingen på jorden kan se mig, og her oppe er jeg så ubetydelig, at alle skinner kraftigere end mig. Hvis bare jeg ikke blev drillet, så ville jeg være glad. Min størrelse betyder ikke noget for mig, for Stjerne-mor og Stjerne-far elsker mig højt, og det er nok for mig. Hvad enten man er stor eller lille, betyder man noget, og det ville jeg ønske, at jeg kunne vise de andre. Måske hvis jeg kunne blive stor bare en gang, og skinne så meget, at de også nede på jorden kunne se mig”.
“Lille Søde Stjerne, fordi du altid har været så god, vil jeg hjælpe dig. Jeg var på vej rundt i himlen for at finde en stjerne, der er så speciel, at den kan løse en stor opgave for mig. Jeg har fundet stjernen, og det er dig. Vil du hjælpe mig?”
“Hjælpe dig, o Gud. Det er jeg alt for lille til. Hvordan kan du bruge en stjerne som ikke engang kan ses nede fra jorden? Find en der er større, jeg er kun ubetydelig.”
“Lille Søde Stjerne, har du ikke set dig selv. Du er nu allerede stor og strålende. Større og mere strålende, end nogen anden stjerne har været, eller vil blive.”

Gud førte nu en overrasket og lykkelig Lille Søde Stjerne hen over himlen, for at lade ham opleve mere, end nogen havde oplevet før.

Lille Søde Stjerne kiggede ned, og han så at tre mænd, som længe havde spejdet efter en speciel stjerne, var draget af sted, og at de fulgte nu ham. Han så, hvordan de kom fra hver sit land, for at følges ad mod deres ukendte mål. Selv for Lille Søde Stjerne var målet ukendt, men det betød ikke noget, for han vidste, at han blev ledt af Gud, og alt derfor var godt. Lille Søde Stjerne gled stille hen over himlen, og han så mange lande, byer og huse. Der var bjerge, skove, marker og ørkener. Der var alt, som hans brødre havde fortalt om, når de kom hjem efter deres strejfture rundt på himlen. Lille Søde Stjerne så mennesker der arbejdede, spiste og sov. Han så børn der legede. Og mens det var mørkt, kom han ind over en mark, hvor nogle hyrder skiftedes til at vogte deres får.

Til sidste kom Lille Søde Stjerne til en lille stald, hvor der var mere end bare dyrene. Inde i stalden var der en lille nyfødt dreng og hans forældre. Lille Søde Stjerne kunne straks se, at de elskede deres dreng. Det var som at se hvordan Stjerne-mor og Stjerne-far elskede ham. Han glædede sig så meget over synet, at han ønskede at blive lidt, for at nyde det lidt mere.

“Åh, kære Gud. Lad mig blive lidt her, for det er så dejligt et syn, som jeg aldrig har oplevet før”.
“Lille Søde Stjerne, dette er din rejses mål. Jeg havde brug dig som vejviser for de tre mænd, så de vil kunne finde dette sted. Du skal stå over det og stråle, så alle kan se, at min elskede Jesus er blevet født her i nat. Du skal på den måde være et symbol på hans fødsel”.

Lille Søde Stjerne fik igen tårer i øjnene, men denne gang var det af glæde. Han havde set det smukkeste syn på jorden. Fra sin plads på himlen lige over stalden så han meget som glædede ham. Lille Søde Stjerne så, hvordan en engel stod frem for hyrderne, som de havde passeret lige før. Da mændene blev bange sagde englen:

“Frygt ikke; thi se, jeg forkynder eder en stor glæde for hele folket. Thi eder er i dag en frelser født i Davids by; han er Kristus, Herren! Og dette skal være jer et tegn: I skal finde et barn svøbt og liggende i en krybbe”.

Da englen havde sagt det, var der pludselig mange engle, som lovpriste Gud og sagde:

“Ære være Gud i det højeste! Og på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag!”

Lille Søde Stjerne fulgte hyrderne med øjnene, og så hvordan de samlede deres får, for at tage til den lille stald med drengen. Han hørte også hvad de fortalte drengens mor, som glædede hende så meget. Selv de tre mænd, som Gud havde sagt, at han skulle være vejviser for, kom. Glæden hos dem, for at have fundet stedet, som Gud havde ledt dem til, var usigelig stor. De havde rige gaver med til drengen, vist nok guld, røgelse og myrra. Samtidig faldt de på knæ og tilbad ham. Han hørte senere, at de blev kaldt for de tre vise mænd fra østerland. Det var i sandhed det smukkeste Lille Søde Stjerne nogen sinde havde oplevet.

Lille Søde Stjernes opgave var løst, og han var ikke længere stor og strålende, men det var han nu slet ikke ked af. Han havde nu vist, at selv den mindste og mest ubetydelige kunne blive den største og mest strålende af alle. Hans brødre havde set ham, lige som alle andre stjerner i hele himlen. Nu blev han aldrig drillet mere, for selv om hans opgave var kort, var det den vigtigste af alle dem stjerner kunne få. Lille Søde Stjerne var sammen med sin Stjerne-mor og Stjerne-far, og han legede med sine brødre hver dag. Han var nu blevet den lykkeligste stjerne, for det var hans højeste ønske, som nu var blevet opfyldt.

Vi kender alle sammen Lille Søde Stjerne, selv om vi kalder ham for noget andet. Vi kalder ham for julestjernen. Hver eneste jul tager vi ham frem, og han bliver sat helt oppe på toppen af juletræet. Der sidder han, og minder o om den gang, da han stor og strålende viste vejen frem, til der hvor Jesus blev født.