Juletraditioner

Julen er en højtid fyldt med hygge, masser af mad, gaver og et væld juletraditioner. Juletraditioner, som vi kender dem i dag, tog langsomt sin form allerede i 1500-tallet, hvor man rundt omkring i Europa spiste særlig mad i forbindelse med julen. I dag er de danske juletraditioner en blanding af mange hundrede forskellige juletraditioner fra hele Europa. Den mest grundlæggende af alle juletraditioner er nok, at der ifølge den kristne skik skal herske fred på Jorden, den nat Jesus blev født. Det er grundlaget for alle andre juletraditioner.

Adventsstjernen = Julestjernen

Den rød/gule, 5-takkede papirstjerne med en elektrisk pære inden i, som mange hænger op i vinduet den 1. december, kalder vi herhjemme for julestjernen. Svenskerne kalder den for adventsstjarnan eller Hernhuterstjarnan, og den er kommet ind i den danske jul fra Sverige i 1950’erne.

Blomster

Begrebet juleblomster, som man kan købe i blomsterforretningerne, opstod først i slutningen af 1800-tallet, og den første egentlige juleblomst var julebegonien. Den blev i 1890’erne tiltrukket af en fransk gartner, der selv døbte den lille Begonia Gloria de Lorraine. I løbet af vort århundrede blev den yderligere udviklet: dens oprindeligt ret små, lyserøde blomster er blevet større og har fået bedre løv med årerne.
Gammel er også julestjernen. Længe havde man dog lidt problemer med den, idet holdbarheden ikke var den bedste. De er nu ganske overvundet. Julestjernen med sine højrøde “blomster” er i vore dage blevet julens blomst frem for nogen, hvad der ikke mindst skyldes at også de store kædebutikker begyndte at sælge den.
Sjælden, men dog mest berømt er den sarte, hvide julerose, der blomster ved vintertid.

Engel

I Gamle Testamente et væsen, der udfører tjeneste for Gud, dels som budbringer, dels som de frommes beskytter, men undertiden også som redskab for Guds straf. Af yngre gammeltestamentlige skrifter fremgår det, at forestillingerne om englemagter har udviklet sig, så der på deres tid var tale om rangklasser med ærkeengle, keruber og serafer som de øverste; nogle af dem er endog navngivne. I Ny Testamente nævnes englene ofte, således i forbindelse med Mariæ bebudelse (Gabriel), ved Jesu fødsel (“en himmelsk hærskares mangfoldighed”) og ved den tomme grav påskemorgen.

Ejendommeligt er det, at også “djævelen og hans engle” omtales (Mattæus-evangeliet 25). I den kristne forkyndelse og lære spiller engletroen en ret ubetydelig rolle, og allerede Paulus advarede mod engledyrkelse. Melanchton har om Guds englehær skrevet en salme, der fastholder det bibelske englebillede og udtrykker en enfoldig taknemmelighed for englenes beskærmelse. Englemotiver er meget anvendt i kirkekunsten, hvor man regner med ni forskellige typer: serafer og keruber, troner og herredømmer, magter, kræfter, fyrstendømmer, ærkeengle og engle; hver gruppe udgør et englekor. Såvel serafer som keruber har flere vingepar, ofte besat med øjne. Vingede englehoveder på stolestader er keruber; i hel figur kan de bære messeskjorte, hovedlind og kåbe; farverne er hvid og blå. De holder hænderne løftede, undertiden med flammesværd; desuden har keruberne undertiden fire hoveder. Tronerne fremstilles enten som øjenbesatte ildhjul eller som mennesker med hænderne i bedestilling, med pandebånd og vinger med øjne. Herredømmer, magter og kræfter har alle en hvid kjortel, grøn stola om skuldrene, grøn kappe og gyldent livbælte. Herredømmernes attribut er scepter, magterne bærer krone og kræfterne en stav med rigsæble. Alle tre englekor er barfodede og bærer alle et Jahve-tegn i venstre hånd.

Fyrstendømmerne har samme klæder som de tre foregående grupper, men bærer fodtøj; de holder venstre hånd på brystet og bærer en lilje i højre hånd. Ærkeenglene og englene er hvidklædte og vingede. Af ærkeengle er der syv; de oftest fremstillede er Gabriel, Mikael og Rafael. Gabriels attributter er en korsstav eller lilje; han afbildes undertiden uden vinger og optræder oftest i bebudelsesscener, men kan også være dødsengel; i så fald vises han som jæger med hunde. Mikael er iklædt rustning; han er Himlens krigsmand, der kæmper mod djævelen i drageskikkelse. Han kan også være lovgiver og bærer så jordgloben, sværd og korsmærket skjold. Rafael afbildes som pilgrim og bærer vandringsstav og feltflaske samt en fisk i hånden. Englene blæser ofte i basun, et sindbillede på Guds budskab til menneskene; de kan bære en krans, som er symbol på kristendommens sejr; liljer (uskyld); musikinstrumenter (attributter på den himmelske musik); palmegrene (sejrssymbol); passionssymboler; et sværd (symboler på, at de er retfærdighedens og det godes vogtere) samt en vandringsstav i deres egenskab af budbringere. Sammen med evangelisten Mattæus og Birgitta af Vadstena ses ofte en dikterende engel. Engle bør være unge og kønsløse; men kirkekunsten overholder dog ikke altid disse kriterier.

Gaver

Når gaverne juleaften er pakket ud, ligner de fleste hjem et mini-stormagasin og er dermed håndgribelige udtryk for, at det i vores århundrede fuldt ud er lykkedes de handlende at gøre os til juleforbrugere.

Således at give hinanden gaver – indpakkede overraskelsesgaver – er en tradition, der først bliver almindelig, samtidig med at juletræsjulen går sin langsomme, men sikre sejrsgang over hele landet i forrige århundrede. Og det at børnene giver deres forældre små gaver, som de selv har lavet, eller som de har købt for deres lommepenge, er en elskværdig tradition, der er endnu yngre, den er først blevet almindelig langt ind i vores århundrede.
Det betyder ikke, at gavegivning i julen har været ukendt herhjemme, men gaver var tidligere noget helt andet end det vi forstår ved gaver i dag – og de forskellige former for gaver var igen afhængig af, hvilke miljøer man levede i. Og om man var barn eller voksen.

Børn har siden middelalderen fået gaver af deres forældre til jul i form af en lille portion af julebaget, som de selv måtte disponere over – klejner, pebernødder, julekager og æbleskiver. Og de har fået æbler og andre frugter, alt efter hvad man nu havde. Det var ikke gaver, der blev pakket ind. Man fik blot sin ration juleaften eller julemorgen.
Skikken at voksne giver hinanden gaver er også først blevet kendt over hele landet i forbindelse med borgerjulens udbredelse. Før 1800 og de steder på landet, hvor man i forrige århundrede endnu ikke fejrede julen på den nymodens maner, var den slags overraskelsesgaver mellem voksne utænkelige.

Gavepapir

Specielt papir til at pakke gaverne ind i kendes først fra slutningen af forrige århundrede. Ifølge De forenede Papirfabrikker var det oprindelig glanspapir, dvs. hvidt glittet papir der blev påtrykt alle mulige stærke farver. Det var meget dyrt, og det var kun få trykkerier der kunne lave det. Senere tryktes farver på almindeligt hvidt papir, og det er noget ethvert trykkeri kan lave.

Halm og krybber

Halm og jul hører sammen. Julebukken er lavet af halm. Mange har halmpynt hængende i vinduerne og på juletræet: små stjerner og små kranse med røde bånd er nok det almindeligste. Uroen som mange hjem kun hænger op i julen, er også ofte lavet af halm.

At julen var halmbestrøet vil sige, at man på landet strøede masser af halm på gulvet i stuen juleaften, og så sov man i halmen julenat. Årsagen til at man gjorde det var enkel; man ville på denne måde mindes Jesu hårde fødselsleje i krybben i stalden i Bethlehem. Altså et smukt udtryk for folke-fromhed.

Krybber

Julekrybben er en model af hele sceneriet omkring Jesu fødsel i en stald i Bethlehem. Maria sidder ved krybben, der måtte gøre det ud for en vugge, i baggrunden står Josef og ser til, og hele den lille forunderlige familie er badet i lyset fra Bethlehemsstjernen. Denne scene er enhver julekrybbes naturlige midtpunkt, men hertil lægger man gerne en række andre scener, der er inspireret dels af juleevangeliets beretning om Jesu fødsel og dels af legenderne; man ser dyrene i stalden – det er gerne æslet og oksen – der knæler for den nyfødte, man ser englen fortæller hyrderne på marken om Jesu fødsel, og man ser hele deres følge belæsset med rige gaver til den nyfødte i den fattige vugge.

Helligtrekongersdag

Den 6/1 er den trettende dag efter juledag. Vi kalder den helligtrekongersdag. Helligtrekongersdag er julen slut, idet den slutter aftenen før. Vi kalder denne aften helligtrekongersaften.

Hvem var så de tre hellige konger? I biblen står der intet om, at det var konger, der var de første, der kom langvejs fra for at tilbede den nyfødte verdensfrelser. Der står heller ikke, at de var hellige, ej heller at der var tre af dem. I Matthæus-evangeliet står der, at det var “nogle vismænd fra østerland” af den græske tekst fremgår det, at de var magere, dvs. stjernekyndige mænd – og at de bragte barnet “gaver, guld, røgelse og myrra”.

I 200-tallet finder nogle skriftlærde ud af, at disse østerlandske astronomer og astrologer var konger, idet de henviser til, hvad der står i Det gamle Testamente om, hvem det er, der skal frembære gaver til Guds folks konge, altså til Messias. Og da de ifølge Matthæus-evangeliet kommer med 3 slags gaver. Guld, røgelse og myrra, var det nærliggende at forestille sig, at det var 3 konger. Det blev i al fald den almindelige opfattelse inden for kirken, som dog aldrig har gjort dem til hellige mænd.
Traditionen i Danmark Helligtrekongersaften er at juletræet tændes for sidste gang. – Ofte spiser man æbleskiver. Der er dog ikke så mange der holder denne tradition i vores tid.

Jesu fødselsdag

Første gang Jesu fødsel med sikkerhed vides at være blevet fejret den 25. december var i året 336 i Rom.
Evangelisterne fortæller intet om, hvilken dato, hvilken måned eller hvilken år Jesus blev født. Allerede i 200-tallet var de jødiske skriftkloge imidlertid kommet til det resultat, at Jesus var født 9 måneder efter den 25. marts, Marie Bebudelsesdag, hvor Marie blev gravid. De ræsonnerede nemlig som så: Gud skabte verden ved forårsjævndøgn, når dag og nat er lige lange.

Valget den 25. december er således resultatet af en række teologiske spekulationer. De tog i øvrigt ikke hensyn til den kendsgerning, at december i Judæa var for kold til at hyrderne kunne ligge ude på marken og holde nattevagt, således som evangelisten Lukas fortalte at de gjorde, da Marie fødte Jesus i en stald i Bethlehem.

Datoen blev ikke offentliggjort lige med det samme, for trods alt er det jo påsken – festen for opstandelsen – der er den store og den største kristne højtid.
I 300-tallet blev det imidlertid af taktiske grunde nødvendigt at kundgøre, at Jesus var født den 25. december, en dato som nemlig meget passende faldt sammen med romernes største fest.

Den fest, de kristne skulle udkonkurrere, var romernes og romerrigets fest for de skiftende solguder, som man fejrede ved vintersolhvervet, og det havde Julius Cæsar år 45 før vor tidsregning i sin julianske kalender fikseret til 25/12.
Festen for Jesu fødsel ved vintersolhverv den 25/12 bredte sig hurtigt inden for den vestlige del af det romerske imperium, men kun langsomt inden for den østlige.

Jul

I de nordiske lande bruger man i vore dage det hedenske ord jul om den kristne højtid for Jesu fødsel. Fødselsfesten kalder vi for jul. Vi bruger imidlertid også ordet jul i en lidt bredere betydning. Jul betyder også juletiden.
Allerede i 200-tallet har vi i Norden kendt ordet jul i betydningen fest, og siden 600-tallet har vi kendt det i betydningen jul. Det viser en sproghistorisk analyse af de nordiske “låneord” i det finske sprog.

Henimod år 900 ser vi imidlertid for første gang ordet jul skrevet ned her i Norden. Det er i den eneste samtidige kilde vi overhovedet har til dokumentation af julen i før-kristen tid, og i denne kilde, der er norsk, møder vi ordet i udtrykket drikke jul.
Hvorfor man netop har valgt ordet jul til at betegne årets største fest og festtid er ganske usikkert. Mange lærde forklaringer er fremkommet inden for de sidste århundrede: Ole Worm mente i 1626, at det er skabt efter forbillede af månedsnavnet Juli: Otto Sperling mente i 1711, at det kom af de glædesudbrud – Jo. Jo eller Ju. Ju – som vore hedenske forfædre udstødte når ofringerne lykkedes; andre har ment, at det er det franske ord joly =lystigt, som vikingerne lærte sig i Normandiet – og atter andre har ment, at det er beslægtet med latin joculus = spøg og skæmt, fordi det var en munter fest.

Allerede i 1600-tallet var der imidlertid nogle, der opkastede den teori, at jul og hjul var beslægtede ord, og det har siden været betragtet som en vittighed af de fleste. Spændende er det imidlertid, at sprogforskere i vore dage faktisk er inde på noget i den retning, idet de mener, at ordet jul sproghistorisk kan forudsætte et indoeuropæisk ord, som kan have heddet k(u)ek(u)lo, der skulle betyde drejning – og dette indoeuropæiske ord er muligvis også stamfaderen til ordet hjul.
Med drejning skulle så menes årets drejning, altså årsskifte. Jul skulle således betyde nytår.

Julefrokoster

I 1940’erne, ikke mindst under Besættelsen, begyndte personalet på både private og offentlige arbejdspladser at arrangere julefrokoster. Og den fælles spisning blev efter 1945 til en fest, hvor man også dansede i mødelokalerne eller kantinerne.

I 1950’erne er Julefrokosten blevet et begreb, en fast tradition på de fleste både store og små arbejdspladser.
Dagbladet Information skriver i 1965 om denne nye juletradition, at det er blevet en arbejdspladsfest hvor “elementer som hierarki og social status ophæves”.
Og i 1976 kom den store publikumssucces, den danske filmfarce “Julefrokosten”.

Om tiden før de store firmajulefrokoster skriver Anne-Lise Walsted fra Arbejdsmuseet i 1989 i “Dagligliv i Danmark i vor tid”: “Firmaer med sans for at skabe et godt klima har altid sørget for en årlig skovtur, julegratialer og middag for personalet, når virksomheden havde jubilæum. Når man gik hjem juleaftensdag kl.12, kunne der ønskes en god jul over en glas sherry. Eller måske havde man endda gjort den sidste fælles frokost, altså lillejuleaftensdag, lidt festlig ved at købe smørrebrød i en forretning. Der har været lige så mange forskellige traditioner, som der har været firmaer”.

Julekalender

De første danske låge-julekalendere blev produceret i 1932 eller 1933 på I. Chr. Olsens Kunstforlag i København. Efter tysk forbillede. Ligesom i Sverige, hvor adventskalenderen blev introduceret af Sveriges Flickors Scoutførbund i 1932.
På samme tid dukkede der herhjemme julekalendere op, der var fabrikeret i England. Også de var i et plan, men der var ingen nissemotiver bag de 24 låger. Derimod var der billeder af Santa Claus, trommer, gyngeheste, juletræer og meget andet.

Allerede umiddelbart før Anden Verdenskrig begyndte man herhjemme at lave de kunstfærdige 3-dimensionale julekalendere, som man selv skulle samle: et nissetog, en nisseflyvemaskine eller – hvad der blev almindeligt efter rusernes første sputnik i 1957 – en nisseraket! I 1962 begyndte Danmarks Radio at lave Børnenes Julekalender, fra 1977 kaldet Børnenes U-landskalender. Idéen hertil havde Børne- og Ungdomsafdelingen hentet fra Sveriges Radio, hvor man var begyndt i 1956 i radioen og 1960 i fjernsynet. Herhjemme begyndte man samtidigt i radio og fjernsyn.

Julegavekalender: Efter Anden Verdenskrig er det blevet almindeligt, at man selv laver eller at man køber lange julekalendere af stof. De er til at hænge på væggen. De har 24 lommer, der lige akkurat er så store at der kan ligge en lille gave i dem. Og forretningerne reklamerer ligefrem med julekalendergaver.

Julelege

Der er altid blevet leget meget i julen. Man legede med naboer, venner og bekendte i vågestuerne i middelalderen, og man forsatte i deres afløsere, de såkaldte julestuer, der simpelt hen blev juletidens legestuer, og de blev længst opretholt af ungdommen på landet. og da juletræsjulen begyndte at brede sig i 1800-tallet, legede man videre i familierne og i foreningerne under juletræsfesterne. Så julelege har altid været populære.

Ved julestuerne har både børn og voksne slået sig løs og moret sig med sanglege og andre lege, nogle blot underholdende andre ret så løsslupne. De mest kendte lege fra dengang er “rundt om en enebærbusk”, og for gårdens unge piger og karle var “blindebuk” en yndet leg.

Julebuk

Gedebukken hører sig julen til. Hvorfor findes der ingen entydig forklaring på, men hvem ved, om det har sammenhæng med skikke fra tiden før vi blev kristne her i landet for ca. 1000 år siden. En julebuk kan altså være et ældre fænomen.

Gedebukken var i hvert fald knyttet til den hedenske gud Thor (han kørte hen over himlen i en vogn trukket af geddebukke), og det kunne jo være, at man i tiden efter vi blev kristne trods alt mindedes Thor ved at afbilde gedebukken ved juletid.

Den dag i dag binder vi ved juletid bukke i halm.

Julemanden

Julemanden er en ældre trivelig herre med et kraftigt hvidt skæg og med evigt smilende øjne. Han er klædt i en stor kåbe, en lidt spids hue og store støvler – alt er rødt, kantet med skind. Han er gaveuddeleren par excellence. Han kommer som den gavmilde velgører og deler ud af sin fyldte sæk.

Sådan omtrent kan man tegne billedet af vore dages julemand, en figur som er blevet hentet ind i den danske jul i slutningen af 1800-tallet, først og fremmest fra USA, hvor han hedder Santa Claus, hvad der minder os om, at julemanden oprindeligt er helgenen Sankt Nikolaus.
Som helgen har julemanden den 6/12 som mindedag og i flere mellemeuropæiske lande, bl.a. i Holland, hvorfra han som Sint Niklas eller Sinter Klaas “udvandrede” til USA i 1600-tallet og blev til Santa Claus, kommer han stadig med gaver på sin kalenderdag. Herhjemme kommer han som bekendt juleaften – den 24/12.

Mens julemanden har en europæisk forhistorie, så har julenissen sin egen rent nordiske. At julemanden imidlertid ofte kaldes for julenissen hænger sammen med, at han – sin fremmede oprindelse til trods – er blevet så accepteret i alle kredse, at man har lukket ham ind i den hjemlige julemytologiske verden, der var blevet skabt af danske og nordiske kunstnere i begyndelsen af 1800-tallet. Og højere kan ingen “importvare” nå end at blive en kær gæst i den nordiske familie-hygge-jul. Og det er, hvad julemanden er blevet, selv om han samtidig – som Santa Claus – er blevet hele den vestlige verdens sæson-salgs-helgen.

Julestue

Julestue er oprindelig betegnelse for stuen, hvor julegildet blev holdt. Holbergs komedie Jule-Stue (1724) foregår ved et sådant gilde. Under pietismen blev julestuer forbudt 1735.

En julestue var et gilde med julelege, dans o. lign., man skiftedes til at holde hver anden eller tredje aften og nat i hele juletiden. Som regel begyndte man, når de to højhellige juledage var overstået, og så forsatte man indtil helligtrekonger eller til kyndelmisse.
Julestuerne var legestuer, og leg skal her forstås i ordets bredeste betydning. At man legede betød, at man underholdt sig selv; man sang og man dansede, og man spillede hele små komedier for hinanden. Mange julelege er i virkeligheden skuespil, der blev spillet på gulvet i stuen, så alle var med. Det var ikke tribuneunderholdning, hvor en rampe adskilte dem der underholdt fra dem, der blev underholdt.

En julestue var et julegilde, hvor legen spillede en større rolle end maden. Til gengæld drak man tæt. Man rullede simpelt hen juletønden – tønden med julebrygget – ind i stuen – og der stod den så til fri afbenyttelse.
Det er klart, at det var de unge mennesker, der tog teten, når man legede jul i julestuen, og undertiden holdt de ældre da også deres egne julegilder – men det var madgilder og ikke legegilder.
At lege jul og at drikke jul er ældre end kristendommen, men det at holde julestuer har sit udspring i de såkaldte vågenats forlystelse, i katolsk tid. Alle de store kirkelige højtider fejrede folk aftenen og natten før ved at våge – ved at sidde oppe – til man skulle overvære midnatsmessen. Natvægt eller nattevægt kaldte man denne natte-vågen, hvor man fik tiden til at gå med alskens verdslig tidsfordriv som leg, drik, sang og dans.

Juleaften kunne altså også blive for trist, men det blev der rådet bod på efter omkring 1800, hvor juletræet blev lanceret som de nye julestuers midtpunkt juleaften. Og det skete netop i København, hvor de gamle julestuer først blev udryddet.

Kort og julemærke

Verdens første trykte jule- og nytårskort blev udgivet i 1843 i England, og det opbevares i dag som et klenodie i British Museum i London.

At det udsendtes 3 år efter at man havde opfundet frimærket er naturligvis ingen tilfældighed. Forsendelsen af julekortene var afhængig af postvæsenet, og postvæsenet var igen afhængigt af jernbanerne, og det europæiske banenet var i slutningen af forrige århundrede inde i en rivende udvikling. Ligesom julekortene så også kom det.

De første julekort, der blev solgt i Danmark var tysk-producerede. Det var i 1870’erne. I begyndelsen af 1880’erne kan papirfirmaet Levison i København imidlertid annoncere med egne julekort, og de var i farver, understreges det.
Julemærket er som de fleste nok ved en dansk opfindelse. “Opfindelsen” blev gjort i 1903 af daværende postekspedient Einar Holbøll under juletravlheden på Købmagergades Postkontor. Bistået navnlig af Postvæsenets generaldirektør Svendsen og Indenrigsministeriets departementschef Jerichow fik han nedsat “Julemærkekomiteen”, som 13. december 1904 udsendte Danmarks og verdens første julemærke. De kostede 2 øre stykket.

Kravlenisser

Det var vor tids mest kendte julenissetegner Frederik Bramming (født 1911), der i 1947 lancerede udklipsark med nisser som han fandt på at kalde kravlenisser. Han tegnede det første år 2 ark for Allianceforlaget der trykte dem i 80.000 eksemplarer. Året efter var der 12 andre tegnere, der overtog betegnelsen kravlenisser.

Allianceforlaget anlagde en række retssager for plagiat, men tabte eftersom betegnelsen kravle + nisse er sammensat af to allerede kendte ord. Kravlenisse kan derfor ikke anses for en »enestående« sproglig nyskabelse som kan »mønsterbeskyttes«. At Bramming fandt på ordet kravlenisser er der ingen tvivl om, men begrebet kravlenisser – nisser der kan klippes ud og anbringes hvor som helst – kendes i al fald allerede i 1940’erne. Og i slutningen af 1920’erne tegnede Alfred Schmidt lignende nisser til glæde for børnene i Krebs’ skole, hvor hans søn var bestyrer.

Luciadag

Lucia var en helgeninde, (ca. 283-304) der skal have lidt martyrdøden i Syrakus under Diocletians forfølgelse. Helgendag 13. december. Lucia er i ældgammel svensk folketradition blevet fejret bl.a. med gilder Lucia-nat som indledning til julen; nu mest med Lucia-optog, hvor en såkaldt Lucia-brud, hvidklædt og med krans af levende lys om håret, fulgt af sine terner med lys i hånden, besøger hospitaler o. lign.

Skikken har siden 1950 bredt sig til det øvrige Norden. Vi har fået en tradition, som virkelig vækker glæde og begejstring der, hvor den overhovedet praktiseres, og det vil sige på skoler, på alderdomshjem og på hospitaler. Ind i danske hjem er Lucia aldrig kommet.

Lys og kalenderlys

Årets mørkeste tid er den naturlige tid for en fest med mange lys. Siden kristendommens indførelse i Norden har lys i form af vokslys fulgt julen. Alle skulle have mindst et lys i julen. Hvor man slagtede, fik man tælle som man støbte lys af.

Julelys kaldte man de to større lys, som skulle stå tændte på julebordet, mens man spiste og resten af aftenen og julenat med. De måtte under ingen omstændigheder slukkes. Det var lys der brændte i hjemmet som en hyldest til Jesus. Ofte havde man et tredje, stort lys stående i vinduet, således at en mulig ukendt gæst kunne finde vej ind til gården julehelg.
Til helligtrekongersaften havde man altid 3 store lys – et for hver af kongerne. Undertiden støbte man et specielt helligtrekongerslys: det var et lys der brændte med tre flammer.

Rundt om i mange hjem har man længe haft sine egne lystradiationer i det meste af adventstiden. Ikke sådan at det var adventslys man tændte. Man følte og følger sig stadig bundet af den kirkelige advent. Nogen tænder således lysene i deres dekorationer den 1/12 andre den første søndag i december – og atter andre gør det 1 eller 2 søndage før jul.
Kalenderlys: I 1930’erne var der mange der købte et stort lys, som de så selv indrettede som kalenderlys
I 1942 begyndte Asp & Holmblad at lave kalenderlys eller datolys, som de også kaldes.

Mistelten

I Storbritannien og USA er det en almindelig tradition, at man i hjemmene fra juleaften og til helligtrekongersaften hænger en gren af mistelten op et eller andet sted, hvor man kan gå hen og stille sig op under den, eller hvor man ikke kan undgå at komme til at gå eller stå under den. Hvis en pige – ung som gammel – med vilje eller tilfældigt kommer til at stå bare et øjeblik under misteltenen, har enhver ung som gammel mand lov til at kysse pigen. Ikke bare på kinden, men på munden.

Traditionen er dukket op i enkelte danske hjem siden de sidste årtier af 1800-tallet, hvor den angelsaksiske påvirkning af den danske jul satte ind, ført an af Father Christmas og Santa Claus.

Mistelten er imidlertid yderst sjælden i Danmark i vor tid. Inden for de sidste 100 år er den langsomt blevet udryddet som vildtvoksende plante. Der er nu så få tilbage, at de er fredede. Den findes dog i enkelte private haver.

Nisser

Julenissen er en lille gammel mand med skæg. Han er klædt i grå trøje og grå bukser. Han har en rød tophue og går med røde strømper i sorte træsko. Han skal have sin årlige julegrød, og han kommer med gaver til børnene juleaften.
Kulturhistorisk set er julenissen både meget ung og meget gammel.

Ung er han, for så vidt som han som gavebringende julefigur ikke er ældre end den juletræsjul, der blev skabt i borgerlige miljøer i København i begyndelsen af 1800-tallet. Gammel er han, for så vidt som de billedmagere, der skabte ham, er blevet inspireret, der skabte ham, af sagn og overtro om et overnaturligt væsen, der har været kendt her i Norden allerede i hedensk tid.

Julepynt

Den ældste julepynt er de uundværlige lys. I forrige århundrede brugte man tælle- eller vokslys, som man fæstnede i deres egne dryppeklatter med en nål stukket gennem grenen. Omkring ca. 1870 begyndte man dog at eksperimentere med lyseholdere i klemmer, vel af tysk fabrikat udstyrede med små relieffer i brogede farver, der forestillede kogler, fugle, eller måske med et stort blikbillede af en svævende juleengel over en nedhængende guldkugle. Ældre former havde omviklingsbånd af blik og drejelige kuglelejer. Lidt senere kom en balancestang med kugle.

Til den ældste julepynt hører også kagemænd, kringle, sukker- og chokoladefigurer samt senere: figurer af marcipan. Alt sammen noget der kunne spises, når man havde danset om juletræet.
Siden midten af forrige århundrede kom papirstadsen ind i billedet. Man klippede og klistrede efter evne i glanspapir og silkepapir. Almindeligt var det at lave kræmmerhuse, som man kendte fra købmanden, og kurve som efterlignede dagligdagens indkøbskurve, dog i festlige farver og med dekorative mønstre. Begge dele velformede til at putte godter i.
Og man flettede julehjerter, lavede musetrapper, ringguirlander og flagguirlander.

I sidste halvdel af forrige århundrede kom “Originale Juletræs-Prydelse”. Det var glasfigurer og kunstfærdigt formede kugler, der var importeret fra Tyskland.
I toppen af juletræet sættes gerne herhjemme en stjerne, og det er naturligvis Bethlehemsstjernen. Tidligere har man imidlertid haft en række andre topfigurer, som engle og storke, der alle understreger, at juletræet er og bliver et gavetræ.
Senere i 1800-tallet blev den hjemlige julenisse imidlertid gavetræets super-star, nemlig da han var blevet almindeligt acceptere som gavebringer.

Juletræ

I 1808 tændte grevinde Wilhelmine Holstein på det sydsjællandske gods Holsteinborg et juletræ for sin lille pige. Det er alt hvad man ved om dette første juletræ i Danmark. Det første juletræ – ja er det nu det første? I grunden ved vi det ikke, vi ved bare, at man i denne grevelige familie i 1808 havde et juletræ. Det står ingen steder skrevet, at det er det første juletræ i Danmark, men et af de første må det have været.
Martin Gotlieb Lehmann var præstesøn fra Haselau i Holsten. Han var født i 1775, og der er ingen tvivl om, at han som barn har haft et juletræ.

Martin Lehmann blev gift med en borgmesterdatter i København, Frederikke Louise Bech, og de fik i 1810 en søn, den i øvrigt senere så bekendte politiker Orla Lehmann. Den første jul Martin og Frederikke Lehmann fejrede i Ny Kongensgade sammen med lille Orla havde de ikke noget juletræ, men året efter – besluttede faderen, at nu skulle de også have et juletræ, sådan som han havde været vant til det i præstegården i Holsten, da han var barn. En af gæsterne, der besøgte familien den juleaften, har senere fortalt om, hvilken opsigt det vakte i det dengang lille København.

“Alle værelserne ud til gaden var oplyste, hver et, og uden for vinduerne stod der ved 17-tiden mange mennesker, der højlydt gav deres forundring til kende. Det var nemlig rygtedes i kvarteret, at folk i Ny Kongensgade havde set, at der nogle dage i forvejen var bragt et lofthøjt grantræ ind i stuerne. Godtfolk spærrede øjnene op. Sladderen gik, det forlød, at træet skulle have tændte lys på grenene. Derfor var nysgerrige stimlet sammen for at se, hvorledes det ville gå. Og uden postyr gik den første juletræsaften i København da heller ikke af. Nogle troede vel den unge doktor og hans yndige frue var blevet gale, siden de havde rullet gardinerne ned og sat lys i brand på et grantræ”.
Juletræsskikken bredte sig kun langsomt i København, og i den første halve snes år betragtede den stadig af mange som en tysk skik.
Først hen imod Første verdenskrig er juletræet blevet almindeligt i de fleste danske hjem, og på den tid indførtes en ny juletræsskik, idet dagbladet “Politiken” i 1914 tændte det første udendørs stående juletræ i Danmark, nemlig på Rådhuspladsen i København.
I løbet af 150 år er den danske jul blevet en juletræsjul. Juletræet er blevet julefejringens ubestridte midtpunkt i næsten alle hjem – i al fald hjem med børn.

Juleknas

Advent

Advent (latin): (Kristi) komme; tiden fra og med 4. søndag før jul til 24. december; fra 5. årh. fejret som forberedelse til julen.
Kirkeåret begynder den første søndag i advent. På en af de 7 datoer mellem den 27/11 og den 3/12 indledes Herres år med en 4 uger lang adventstid, hvor man åndeligt skal gøre sig rede til at modtage juleevangeliets budskab om Herrens komme – det er hvad Adventus Domini betyder på latin.

Advent er de 4 søndage før jul. Altså søndagene op til den 25. december. Hvis juleaften falder på en søndag, er den dag også 4 søndag i advent. Første søndag i advent er kirkeårets nytårsdag, og den falder ifølge ovenstående på søndagen i ugen den 27. november til og med den 3. december.

Adventskransen

Adventskransen kommer til Danmark via nordtyskland. I Haderslev kendte man den allerede omkring 1900, og det skyldes påvirkninger fra den nærliggende by Christiansfeld, hvor den adventsbegejstrede brødremenighed bor. Selv om deres julespecialitet var adventsstjernen, så har de også lavet adventskranse af mos, som de hængte op i hjemmene. I Åbenrå blev kransen først kendt senere, nemlig under Første Verdenskrig, og det var ikke, fordi man havde lært den at kende hverken i Haderslev eller Christiansfeld.

En overlægefrue i Åbenrå fortæller om, hvordan hun har bidraget til, at den blev indført der i byen. Det hele begyndte meget personligt. Hun fortæller, hvordan hun i 1914 omkring advent følte sig knuget af ensomhed og stor ængstelse – “min mand var ved fronten, og jeg havde ikke hørt fra ham – vidste ingenting – og tænkte, at jeg måske aldrig så ham mere”. Fra sin barndom i Thuingen mindedes hun da, at hun hos sin mormor tilbage til 1888 havde set en adventskrans, og en sådan lyskrans fik hun nu lyst til at hænge op i sin hjem. Så gik hun ned til gartneren i hovedgaden. Men gartneren anede ikke, hvordan en adventskrans så ud.

Hun måtte i forbindelse med en gammel kollega, der stammede fra Oberschlesien. Han kunne forklare, hvordan den skulle laves. Flere sønderjyske højskoler tog derefter denne Åbenrå-tradition op, og allerede i begyndelsen af 1920’erne blev den også indført på Askov og på Snoghøj Gymnastikhøjskole- og den er i øvrigt på den tid blevet så almindelig rundt om i hjemmene over hele landsdelen, at man nu med rette kan betegne adventskranse som en sønderjysk tradition.
Og den sønderjyske adventskrans blev kendt over hele landet, da blomsterhandlerne begyndte at forhandle den i 1939-1940, og den blev indført i mange hjem under Besættelsen. Det var en lysskik, man gerne tog til sig i en mørketid, og allerede på julemærket i 1946 afbildede man denne grankrans med de røde bånd og de fire adventslys. Dermed var den nye tradition med et slag – og ret beset meget hurtigt – blevet så at sige autoriseret som en rigsdansk juleskik.
Nogle bruger at hænge kransen op i 3 bånd. Ligesom på julemærket. Det er nemlig lettere at finde kransens balancepunkt med 3 bånd end med 4. Derimod er det sværere at anbringe 4 lys mellem 3 bånd. Derfor foretrækker mange trods alt de 4 bånd!
Om man bruger 3 eller 4 bånd har således ikke noget med nogen form for kristen symbolik at gøre. At nogle kategorisk fastholder, at det ene er “rigtigere” end det andet, skyldes udelukkende familietradition.

Juleplatter

Flettede julehjerter, julemærket og så de helt særlige juleplatter er alle tre unikke danske traditioner ved julen. I dag er alle tre ting udbredt ved jul i det meste af verden, og især de mange juleplatter er blevet unikke samleobjekter. De oprindelige juleplatter blev skabt hos Bing & Grøndahl tilbage i 1895, hvor F.A. Hallin som den første tegnede juleplatter på den i dag så karakteristiske blå baggrund. Siden har både Bing & Grøndahl og Den Kongelige Porcelænsfabrik udsendt juleplatter hvert eneste år (Den Kongelige Porcelænsfabrik udsendte juleplatter få år efter B&G), og i dag er de mange juleplatter samleobjekter og typiske julegave-idéer. Visse sjældne årgange af juleplatter indbringer store summer ved auktioner i hele verden.
Du kan finde en fuldstændig oversigt over alle juleplatter mange steder på nettet. Her kan du også se de nye udgaver af juleplatter. Til de rette personer, kan juleplatter være en fremragende idé til julegave.