Jesus fra Nazarat

Jesus Kristus, blev født 4-5 år før “vor tidsregning”, der blev beregnet i middelalderen, men 4-5 år forkert; vi véd nemlig, at Herodes den Store døde år 4 f.Kr., og om ham hører vi i Mattæus- og Lukas-evangeliernes barndomsfortællinger. De ældste skriftlige beretninger om Jesus findes i apostlen Paulus’ breve; men de koncentrerer sig aldeles om korsfæstelsen og opstandelsen – han siger, at disse begivenheder har “gjort alting nyt”, så det har ingen betydning, om man har kendt Jesus, da han levede.

Dette vil sige, at de egentlige kilder til Jesu liv er Ny Testamentes fire evangelier, idet nogle bemærkninger hos to romerske og en jødisk historieskriver og nogle passager i Talmud er uden interesse, for ikke at tale om nogle apokryffe evangelier. Mattæus og Lukas er ene om barndomsfortællingerne (fødslen i Betlehem, flugten til Ægypten m.m.), men de fire evangelier beretter om, at han som ca. 30-årig blev døbt i Jordan af Johannes Døberen og fik sine første disciple gennem ham, ligesom alle fire er enige om, at han kom fra Nazaret, hvor hans moder Maria og hendes mand, tømreren Josef, havde deres hjem, hvor Jesus både har gået i skole og siden, måske mest på egen hånd, fordybet sig i Gamle Testamente og den rabbinske tradition. Hans land var på den tid besat af romerne, og der var en modstandsbevægelse. Den har uden tvivl, som bl.a. Dorothy L. Sayers har fremhævet, fulgt den nye profet med ivrig interesse og forsøgt at vinde ham, men det lykkedes ikke. Folkets vigtigste åndelige ledere var farisæerne; af mindre betydning var saddukæerne, vistnok væsentligst et præsteparti. Ved siden af disse har der ulmet apokalyptiske strømninger med forventninger om Messias og hans herredømme – et indblik i deres tanker og længsler får vi bl.a. i pseudepigraferne til Gamle Testamente, og det er i høj grad blevet bekræftet ved fundet af Dødehavsrullerne.

På denne folkelige baggrund begyndte Jesus nu at træde offentligt frem som forkynder, underviser og helbreder. Efter de tre første evangelier kan denne virksomhed have varet nogle måneder, men det fjerde berigtiger her ved at omtale to eller tre påskefester (og der er jo et år mellem to af dem). Egnen for virksomheden var efter de tre første småbyerne omkring Genezareth Sø; også her føjer det fjerde nogle Jerusalem-besøg til. Han var stadig på vandring, undertiden ud over statsgrænserne. Man hører om en tale i en synagoge, men han kom hurtigt i et så udtalt modsætningsforhold til farisæerne, at synagogerne har fundet ham uønsket. Meget af hans forkyndelse har fundet sted i fri luft ( Bjergprædikenen), meget som uddybende forklaringer efter hans talrige helbredelser, af hvilke de fleste fandt sted på vejene. Både ord og handlinger udviste en uhørt myndighed (“men Jeg siger jer”, “Stå op og gå”); ofte var de iført magtfuld poesi ( lignelserne). Forkyndelsens indhold var Guds Rige, der var nær, og som i hans person allerede var til stede – dette sidste understreges særlig i Johannes-evangeliet. Dette rige skulle tilhørerne omvende sig til, thi der forestod en dom; men – i modsætning til Johannes Døberens prædiken – var tyngdepunktet i Jesu forkyndelse frelsen, som det var Guds hjertens glæde at give dem, der ville stole på ham. I lignelserne møder vi ofte mennesker ved deres arbejde i de forskellige kulturelle virksomheder; men til syvende og sidst må man vende det ryggen, hvis det hindrer indgangen i Guds Rige. Afsavn og smerte kan derfor ikke undgås (“den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er ikke mig værd”), men oftest hører vi ham sige til mennesker – og vel at mærke ganske ordinære mennesker, ja toldere (der var i samarbejde med besættelsesmagten) og skøger – at deres synder er tilgivet. Af Gud, naturligvis, og dermed er hele livet en Guds gave; i tillid til ham kan man være så ubekymret som himlens fugle og markens liljer. – Jesus er enig med den skriftkloge, som siger, at man skal elske Gud af hele sin styrke og sin næste som sig selv. På dette sidste punkt ligger, hvad man i mangel af et bedre ord kan kalde Jesu etik, men usystematisk, individualistisk. Som hyrden går ud og leder efter det ene bortkomne får (Jesu “religion”), således tager den barmhjertige samaritaner sig af den halvdøde stakkel (Jesu “moral”). Ved begyndelsen af sin offentlige fremtræden havde Jesus udvalgt nogle disciple, som vandrede rundt med ham; men flertallet af sine tilhængere (mennesker, han havde gjort vel imod; mennesker, der gav hans ord tilslutning) lod han blive, hvor de var; han ville ikke starte nogen bevægelse. Han valgte 12 mænd til sine ” apostle” (sendebud) – tallet hentyder sikkert til Israels 12 stammer og betegner en ny begyndelse. Men han vil ikke reformere jødedommen (“ikke sætte en ny lap på en gammel klædning”), uagtet han fra første færd er i modsætning til farisæerne og de skriftkloge. De var misfornøjede med, at han helbredte syge på sabbaten, strøede syndernes forladelse ud over uværdige, omgikkes “toldere og syndere” osv., og Jesus fordømte dem skarpt. Ved sit indtog i Jerusalem kort før påske proklamerer Jesus sig som Messias – ridende på et æsel. De ledende præster og teologer planlægger det afgørende slag imod ham. Torsdag aften holder han påskemåltid med disciplene og indstifter et mindemåltid, Nadverens Sakramente. De går derefter ud til Getsemane Have på skrænten af Oliebjerget; dér tages Jesus til fange. Han føres til et orienterende forhør hos prælaten Annas og derefter til det officielle for synedriet, dvs. jødernes højesteret, ledet af ypperstepræsten Kaifas. Dødsdommen begrundes med gudsbespottelse: han kalder sig Guds Søn. Dommen stadfæstes af den romerske landshøvding Pilatus og fuldbyrdes omgående ved korsfæstelse på en lille høj, Golgatha. Det var fredag aften før påske; det nøjagtige årstal kender vi ikke (ca. 30 e.Kr.). Samme aften blev han bisat i en klippegrav med en stor sten for. Alle fire evangelier beretter, at søndag morgen var graven tom, og at Jesus i de følgende 40 dage med mellemrum viste sig for sine disciple og talte med dem: Johannes-evangeliet fortæller, at han endogså spiste sammen med dem. Der er almindelig enighed om, at det ikke er muligt at fremstille nogen egentlig Jesus-biografi. Bortset fra barndomsfortællingerne ved vi intet om de tre årtier af hans liv, der gik forud for hans fremtræden. Dertil kommer, at de fire evangelier alle er skrevet af mænd, der bekendte sig til ham som Herre og Frelser og Guds Søn, og de skriver for at vidne om denne tro. Heri ligger dog ingenlunde, at de ikke har gjort sig umage for at bogføre den historiske sandhed (som Lukas udtrykkelig siger det i sin indledning); man må tværtimod undre sig over, at de har kunnet opsamle så mange Jesus-ord, som går på tværs af en naturlig menneskelig selvtilfredshed. Om en udvikling af Jesu personlighed inden hans fremtræden siges intet. Hvordan han er kommet til bevidsthed om sit kald som Messias, Kristus (begge ord, hebraisk og græsk, betyder den salvede, nemlig til herredømme), ved vi ikke; man kan gætte på, at dåben i Jordan, Peters bekendelse (Mattæus 16), og forklarelsen på bjerget (Mattæus 17) har haft betydning som bekræftelse. – Efter hans bortgang var en række mennesker, der havde kendt ham nøje, omgående enige om at kalde ham Kristus og Guds Søn. Der er selvsagt fremkommet en enorm litteratur om Jesus med forsøg på at forstå og forklare hans personlighed. Særlig bemærkelsesværdig er den såkaldte “Jesu-livforskning”, som kulminerede i den liberale teologis periode; de forskellige forfattere tegnede et portræt, som var mere eller mindre præget af deres personlige indstilling – og deres tids tankegang. Rene absurditeter er ikke undgået: Jesus har aldrig levet; Jesus troede ikke på Gud. Mere og mere har det vist sig, hvor vanskeligt det er at benytte evangelierne som kilde til at tegne et rent menneskeligt, humant Jesus-billede. Hvad det så kan skyldes. Med stor ærbødighed for kilderne fremtræder to dramatiske forsøg: englænderinden Dorothy L. Sayers’ The Man born to be King (1943; B.B.C. 1941-42) og Carl Th. Dreyers Jesus fra Nazareth (filmmanuskript, 1968). J. J. Thorsens filmprojekt 1973/92 kaldes blasfemisk.
Kilde: Lademanns leksikon